Michael Laudrup var blandt bookmakernes favoritter til at blive fyret først i denne sæsons Premier League. Men allerede efter det allerførste opgør, hvor QPR hjemme blev kvast med 5-0 af Laudrups tropper, forstummede fyringssnakken. Siden har den første sæson været én lang succeshistorie, med undtagelse af en mindre god periode i foråret.

Alan Curtis, der er af en del af Michael Laudrups trænerteam i Swansea, forudser nu, at storklubberne vil svæve over det walisiske mandskab og lede efter bytte.

- Jeg går ud fra, at gribbene vil lure over os nu, udtaler den 59-årige assistent til BBC.

Blandt de mest eftertragtede spillere er målmanden Michel Vorm, midterforsvareren Ashley Williams og naturligvis, stjernen over dem alle, Michu. Alle tre har imponeret så meget, at de naturligt fanger storklubbernes interesse. Men ifølge dem selv, har spillerne ingen interesse i at forlade klubben. Det er dog ikke altid i spillernes hænder, mener waliseren.

- Hvis det var op til spillerne ville de blive her, for de elsker måden, vi spiller fodbold på. Men det er åbenlyst, at hvis de helt store klubber kommer, så bliver det svært for en spiller at afvise dem, ligesom det kan blive svært for klubben at holde på dem, udtaler Curtis.

Laudrup og Swansea ligger i øjeblikket på en 9. plads i Premier League og er altså sikre på at forbedre sidste års 11. plads. Vinder de det sidste opgør hjemme mod Fulham, mens West Bromwich taber point hjemme mod Manchester United, går Laudrups drenge forbi WBA og ender på 8. pladsen.