Fyringen af sportsdirektør Andoni Zubizarreta kan bane vejen for et comeback til den catalanske kæmpe for det danske træner-koryfæ Michael Laudrup.

Det hører vist ikke til i den kategori for fodboldens automatismer, Morten Olsen ynder at tale om ved landsholdets samlinger. Men sikkert er det, at Michael Laudrup med jævne mellemrum dukker op på den internationale fodboldscene, når svingdøren går i tung rotation, og der skal skiftes ud i navnegalleriet. Og Michael Laudrup nævnes nu - igen - som en mand, der kan komme til at spille en rolle i klubben, hvor han i mange år funklede som fuldgyldigt medlem af 1990ernes Dream Team.

Kort inde i det nye år har Barcelona haft masser af uro på de indre linier. Det FIFA-implementerede transferforbud har som konsekvens betydet prominent mandefald blandt flere af de ledende skikkelser omkring den stadigt mere pressede manager Luis Enrique.

Først skred præsident Josep Maria Bartomeu til fyring af sportsdirektør Andoni Zubizarreta, hvorefter klub-ikonet Carlos Puyol tog sit gode tøj og forlod etablissementet. Men selv om Barcelona som en følge af FIFAs transferforbud ikke kan handle spillere i de næste to år, agter klubben alligevel at opretholde en funktion, hvis arbejdsbeskrivelse til forveksling minder om en sportsdirektørs rolle som ansvarlig for at udstikke de overordnede linier i bruttotruppen.

Ifølge lavanguardia er den 50-årige dansker blandt kandidaterne til at efterfølge Zubizarreta i den nybetitlede stilling. Men Michael Laudrup er oppe imod navne som eks-manager Frank Rijkaard, Oscar Garcia og Lluis Carreras.

Det spanske medie fremhæver Frank Rijkaard, der tidligere har vundet Champions League med Blaugrana to gange, som førstevalg til jobbet i Barcelona efter et mislykket ophold i Saudi-Arabien.

Oscar Garcia har tidligere stået succesfuldt i spidsen for Barcelona U19-hold og kender bedre end nogen klubbens vækstlag. Det skulle have fået Bartomeu til at kontakte Garcia, som dog har uindfriede ambitioner om at skabe sig en trænerkarriere i eget navn. Og helst i England, hvor han allerede har forsøgt sig hos Brighton og Watford.

Sidste emne er Lluis Llaneras, der for tiden er ledig på markedet efter at være blevet forbigået til trænertjansen på Mallorca, men over for de navne og kompetencer, der er i spil, må han forventes at blive den lille.

Michael Laudrup flyver for tiden langt under enhver fodboldradar som ansvarlig for navnkundige Lekhwiya i Qatar, hvor solen skinner omkap med et lempeligt skattetryk, men med en et-årig kontrakt er danskeren snart fra på markedet igen. Michael Laudrup blev inden jobbet i Qatar fyret i Swansea efter at have ført den walisiske klub til en historisk pokaltriumf.