På trods af flere højt profilerede managers i Swansea, heriblandt Roberto Martinez (Everton), Brendan Rodgers (Liverpool) og Michael Laudrup, mener klubbens formand, Huw Jenkins, at klubbens nuværende manager, Garry Monk, er den bedste i nogensinde.
Monks forgængere har ellers leveret stærke resultater med Swansea. Martinez førte klubben op i The Championship, Englands næstbedste række, og Rodgers overtog manager-sædet i 2010, hvor han allerede i sin første sæson, førte Swansea til The Championship-titlen og dermed oprykning til Premier League.
I 2013 vandt Swansea med Laudrup som manager en knusende 5-0 sejr over Bradford City i Capital One Cup-finalen, og han kunne dermed hente det første trofæ i klubbens historie, med hjem til Wales.
På trods af de tidligere managers meritter er Jenkins særligt begejstret for Monk og fremhæver især sæsonens resultater og den rekordhøje pointhøst:
»Han må være den bedste. Han er sluttet med det højeste antal point og slutter på ottendepladsen i Premier League. Man kan ikke argumentere mod det i år,« siger han ifølge BBC og fortsætter:
»Garry er vokset og har udviklet sig som person. Som manager har han lært meget i den her periode, og jeg føler, at han har sluttet sæsonen på en virkelig stærk, positiv måde.«
Formanden for klubben bekræfter også, at der ikke går lang tid, før Garry Monk skriver under på en ny kontrakt.
Garry Monk overtog manager-rollen i Swansea, efter den walisiske klub fyrede Michael Laudrup i februar 2014, hvilket skete mens forsvarsspilleren stadig var på kontrakt med klubben.
Swansea spiller sæsonens sidste kamp på søndag mod Crystal Palace.