Kort ind i anden halvleg var Ajax bagud med 1-2, og det lignede en ny skuffelse for de hårdt prøvede amsterdammere, der for nylig fyrede træner Jan Wouters.
Afløseren Hans Westerhof har endnu ikke formået at puste ny gejst i holdet, men i aftes gik det med nød og næppe alligevel.
Bl.a takket være det afgørende straffesparksmål af Brian Laudrup i 73. minut.
I Feyenoord ventes det, at enten assistentræner John Metgod eller teknisk direktør Rob Baan overtager roret i de sidste fem kampe, efter at cheftræner Leo Beenhakker i går trak sig med øjeblikkelig virkning i kølvandet på det skuffende 1-2 hjemmenederlag til Utrecht.
"Beenhakker skulle alligevel stoppe til sommer. Han fortalte efter kampen spillertruppen, at han havde bedt om sin opsigelse. Efter vores 0-0 kamp i Marseilles, hvor det så ud som om noge af spillerne ikke gad kæmpe, har det kørt skidt. Mod Utrecht spillede vi dårligt, men ugen før, da vi tabte til Sparta havde vi ikke heldet. I slutfasen fik vi annulleret et mål, hvorefter de scorede sejrsmålet i det efterfølgende angreb. Nu har vi fire point op til andenpladsen, der giver adgang til Champions League. Det kan sagtens nås endnu," mener landsholdsspiller Jon Dahl Tomasson.
Han deltog i hele kampen mod Utrecht, og det var egentlig imponerende.
Danskeren havde en alvorlig skulderskade og var stillet en pause på to-tre uger i udsigt.
"Efter en uges intens behandling kunne jeg atter træne med truppen, men jeg er da overrasket over, at jeg kunne spille en hel kamp allerede nu," siger Jon Dahl.