Med en storsejr på 5-1 over Petrolul Ploiesti fra Rumænien i Europa League-kvalifikationen torsdag har Laudrup og Swansea mere end et ben i gruppespillet. Alligevel slår den danske træner fast, at Premier League har første prioritet.

- Hvis jeg lige nu fik et tilbud på endnu en niendeplads, ville jeg slå til med det samme. En sådan placering ville jeg købe på stedet, for mere tør jeg bestemt ikke række ud efter. Nej, målsætningen er, at vi skal bide os fast som ’midterhold’. Og det vil sige placeringerne fra 8 til 13. Hvis ingen spillere bliver solgt, og vi måske endda får en ekstra angriber i løbet af de næste dage, så er det vel også muligt, siger Michael Laudrup til Politiken.

Danskeren førte i sin første sæson som Swansea-manager klubben til en flot niendeplads, men der er ikke forventninger om at man i denne sæson ender på en bedre placering. Laudrups målsætning, er at bide sig fast som midterhold, og med de mange i Europa og cupturneringerne, skal der økonomiseres med kræfterne, hvis den målsætning skal opfyldes.

- Vi har været gennem en god forberedelsesperiode, der kun har styrket min tillid til holdet, men meget er nyt for os lige nu. Dels skal vi arbejde ud fra den kendsgerning, at vi ikke længere er ’det nye hold’, opkomlingene. Vi er i gang med tredje sæson i den bedste række, og vi har vist, hvad vi kan, vi er ikke længere nogen overraskelse for noget hold. Og dels skal vi finde ud af, hvordan vi skal løse de europæiske opgaver, der skal passes ind med ligakampene, FA Cuppen og den lille pokalturnering. Der er meget at gabe over, siger han.

Swansea tabte premieren i Premier League med 1-4 hjemme til mestrene fra Manchester United. Søndag gælder det så endnu en svær modstander, når Tottenham venter på White Hart Lane.