Laudrup i transferoffensiv: Jagter brandvarmt spansk talent
Den danske manager sættes i forbindelse med en håndfuld offensive profiler.
Den danske manager sættes i forbindelse med en håndfuld offensive profiler.
I den netop overståede sæson havde Michael Laudrup stor succes med at hente spillere som Jonathan de Guzmán, Chico Flores, Pablo Hernández og ikke mindst Michu fra Spanien til det sydlige Wales, og denne tendens ser ikke ud til at stoppe. Således har det gennem længere tid været forventet, at Swansea City henter Real Betis' midtbanespiller Jose Canas til Liberty Stadium, som nu ser ud til at få følge af en holdkammerat.
Ifølge South Wales Evening Post fører Swansea an i en håndfuld klubbers kamp om at hente det unge stjerneskud Alejandro Pozuelo. Den såkaldte Laudrup-faktor skulle efter sigende være den afgørende faktor i at sikre sig den 21-årige offensive midtbanespiller til Liberty Stadium.Ankomsten af de to Betis-profiler er dog ikke nok for den danske toptræner, der ønsker yderligere forstærkninger i form af mindst to profilerede angribere. Laudrup skulle efter sigende være interesseret i angribere som Pierre-Emerick Aubameyang, Arouna Koné, Iago Aspas og Romelu Lukaku.
Ifølge South Wales Evening Post skulle Aubameyang, der scorede 19 gange for St. Etienne i denne sæson, koste 70 mio. kr., hvilket dog er et godt stykke over Swanseas nuværende transferrekord på knap 50 mio. kr., og avisen stiller spørgsmålstegn ved, om bestyrelsesformand Huw Jenkins er villig til at bruge så mange penge på en enkelt spiller. Desuden jagter stenrige Anzhi Makhackala også den 23-årige angriber, hvilket kan presse prisen yderligere op.
Dermed kunne Koné fra Premier League-nedrykkerne fra Wigan være en anden mulighed, idet han menes at koste knap 45 mio. kr., mens Iago Aspas formentligt også vil betyde en ny transferrekord for Laudrups klub. Michael Krohn-Dehlis holdkammerat i spanske Celta Vigo bliver dog også jagtet af konkurrenten fra Liverpool.
Derudover er der stadig liv i rygterne om, at Laudrup forsøger at hente Chelseas unge stjernefrø Romelu Lukaku til Wales på en lejeaftale for hele næste sæson, efter at den unge belgier har imponeret for West Bromwich Albion i denne sæson.