1-5 til bundholdet.

Michael Laudrup fik mandag noget af en øretæve i den asiatiske udgave af Champions League, hvor han med sit Qatar-hold Al-Rayyan gik helt ned mod Al-Wahda (De Forenede Arabiske Emirater).

Dermed er der pres på den 52-årige danske træner inden sidste runde, hvor avancementet til ottendedelsfinalerne nu er på spil.

»Det var ikke lige det resultat, som vi havde forventet,« erkender Michael Laudrup ifølge avisen The National.

Han kunne endda se sit hold komme tidligt foran, inden det gik helt galt.

»Vi begyndte rigtigt godt i de første 30 minutter og scorede. Så scorede Wahda to gange på 10 minutter,« som Michael Laudrup konstaterer:

»Vi begyndte godt i anden halvleg og havde mulighed for at udligne, men det skete ikke. Wahda scorede to gange mere og afgjorde kampen.«

Nu venter en spændende sidste runde, hvor Michael Laudrups Al-Rayyan nu har brug for et resultat mod topholdet Al-Hilal, der dog allerede er videre til næste runde.

Imens skal de resterende tre hold altså kæmpe om andenpladsen.

Gruppe D er nu helt åben og alle fire hold har chancen for at gå videre til knockoutfasen. Jeg tror ikke på held, men vi kunne have haft flere point i de foregående – nu har vi alligevel chancen, hvis vi vinder mod Persepolis, og hvis Hilal vinder over Al-Rayyan, siger træneren for Al-Wahda, Javier Aguirre.