Han startede året i et gråt Wales. Og ender det i et solrigt Mellemøsten. Michael Laudrups 2014 har budt på både nedture og opture, og især fyringen i walisiske Swansea skygger for de positive ting fra året.
Både inden og efter fyringen var Laudrup rygtet til både store og små klubber i Premier League og Primera Division, men den danske legende tog overraskende imod et lukrativt tilbud fra Lekhwiya i Qatar. Ifølge ham selv, hans sidste eller næstsidste trænerjob.
Michael Laudrup er en ivrig betragter af fodboldspillet både nationalt og internationalt, og BT har bedt ham om at sætte ord på højdepunkter og lavpunkter i fodboldåret 2014.
INTERNATIONAL FODBOLD
Årets klub: Real Madrid
Begrundelse: De har vundet Champions League, VM for klubhold og Copa del Rey.
Årets træner: Diego Simeone, Atlético Madrid
Begrundelse: At blive spansk mester og finalist i Champions League er en fantastisk bedrift. At besejre Real Madrid og Barcelona i den spanske liga er stort, men at nå finalen i Champions League er næsten større. Og såfremt finalen havde varet ét minut kortere, så.....
Årets unge spiller: Det er meget svært at svare på, for det kommer an på, hvad ' ung' dækker over. Indtil hvilken alder er man ung? Er ung det samme som uerfaren? Jeg vil nævne spillere som Isco, James Rodriguez og Sterling, som alle er unge, men det er en spiller som Neymar jo også...
Årets landshold: Tyskland
Begrundelse: Der kan ikke herske tvivl, når man bliver verdensmester: Tyskland.
Årets bedste spiller: Cristiano Ronaldo
Begrundelse: Han har været altafgørende for Real Madrids triumfer i foråret 2014, hvor de vandt Champions League og Copa del Rey. Og her efter sommerferien og VM er han fortsat med mål i massevis samt en ny titel i form af VM for klubhold.
Årets overraskelse: Atlético Madrid
Begrundelse: Det er den samme begrundelse, som jeg gav i forhold til Diego Simeone.
Årets skuffelse: Borussia Dortmund
Begrundelse: Det er jo et klassemandskab, hvilket de har vist i såvel Champions League som Bundesligaen. De skal simpelthen ikke ligge til nedrykning halvvejs i turneringen!.
DANSK FODBOLD
Årets spiller: Jeg vil nævne to: Christian Eriksen og Kasper Schmeichel Begrundelse: I foråret var Christian Eriksen ok, men Kasper Schmeicel var en vigtig brik i Leicesters oprykning. I efteråret har Christian Eriksen været en afgørende faktor hos Tottenham, mens Kasper Schmeichel fik en fin start, men derefter blev skadet. På landsholdet har Christian Eriksen har været ok, men Schmeichel har været lidt mere end ok. Alt i alt et tæt løb, men er sidste indtryk vigtigst, så vil jeg kåre Christian Eriksen.
Årets træner: Kent Nielsen
Begrundelse: At vinde The Double i Danmark med AaB var og er en kæmpe bedrift.
Årets klub: AaB
Begrundelse: Samme begrundelse, nemlig at de vinder The Double. Det er klasse.
Årets overraskelse: Hobro
Begrundelse: Hvad kan man sige? 'Fyraftensproffer' i Superligaen, der spiller lige op med de andre. Det er altså flot!
Årets skuffelse i dansk fodbold: Jeg ved faktisk ikke, hvem der skulle være årets skuffelse i dansk fodbold. Så i mangel af et navn på en klub, forbund eller person, vil jeg nævne banerne på de danske Superliga-stadioner. Hvordan kan det være, at mange af banerne i specielt november, marts og april er så dårlige? Ifølge oversigterne er vejret i Nordtyskland stort set det samme som i DK, så hvordan kan det være, at banerne i Bundesligaen generelt er flere niveauer over de danske?