Michael Laudrups klub, qatarske Lekhwiya SC, er glade for danskerens arbejde i klubben, hvor han snart kan sikre dem mesterskabet. Men trods et ønske om at forlænge kontrakten, der udløber til sommer, må klubben vente med at starte forhandlingerne. Michael Laudrup ønsker nemlig først at tale om fremtiden efter sæsonen.
Lekhwiyas pressechef, Saleh Mousa, forklarer, at der ikke er nogen tvivl om, at klubben er glade for deres træner, men indtil videre kan han ikke tale om muligheden for en ny kontrakt til Michael Laudrup.
»Indtil videre er der ikke nogen (snak om kontraktforlængelse, red.), før sæsonen er forbi. Når den er det, må vi se, om han vil forlænge,« siger han.
Årsagen til de manglende forhandlinger skal man ifølge klubben og Michael Laudrup selv finde i det intense forårsprogram, som Michael Laudrup er i gang med. Et forårsprogram, der tegner til at blive en succes. For Michael Laudrup har samlet et stærkt mandskab, som buldrer mod mesterskabet i Qatar Stars League.
Med et forspring til andenpladsen på fem point og blot to kampe tilbage er han snublende tæt på at tage mesterskabet og dermed manifestere sin succes, hvor det også er blevet til tre titler som månedens manager, siden tiltrædelsen i sommer.
»På grund af et meget intenst forårsprogram besluttede jeg allerede i midten af februar, at jeg først ønsker at tale fremtid efter sæsonen. Vi er midt i en meget spændende periode, hvor mesterskabet er tæt på, omend vi stadig mangler det sidste. Vi er halvvejs i gruppespillet i Champions League, men alt er stadig åbent med hensyn til videre deltagelse. Og så er der stadig den store pokalturnering, Emirens Cup, i maj måned. Dette kræver 100 procent koncentration af alle. Det gælder naturligvis også undertegnede, og derfor skal der ikke være andre ting, der forstyrrer som for eksempel kontraktforhandlinger. Så jeg tager ikke en beslutning før midt/slut maj,« skriver Michael Laudrup i en mail.
Hvornår sæsonen præcis slutter, afhænger af, hvor langt danskerens hold kommer i den asiatiske Champions League, hvor Lekhwiya lige nu ligger på tredjepladsen i gruppe A.
Saleh Mousa ønsker ikke at tale om, hvad der skal til for at få Laudrup til at forlænge. Han vil ikke tale om noget, der ligger efter sæsonen, forklarer han. Men han er ikke i tvivl om danskerens betydning for klubben.
»Han er en stor træner og har gjort det godt her i klubben, og vi håber, at han vil forlænge. Men vi må se. Jeg kan ikke give dig så meget information nu, fordi vi venter, til sæsonen er slut,« fortæller Saleh Mousa.
Michael Laudrup kan hæve mesterskabstrofæet på søndag, hvis Lekhwiya får en sejr på hjemme mod Al Ahly.