Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og en række af regeringens andre ministre modtog i dag en henvendelse fra SiD, Chaufførernes Fagforening, der vil have stopper udflagningen af danske lastbiler til udlandet.

Mange af de vognmandsfirmaer, som flytter lastbiler til udlandet, etablerer sig bare med en enkelt postkasse. På den måde undgår de at betale de dyre danske afgifter, selv om al transport og fragt fortsat planlægges fra Danmark.

Det fandt formanden for den største afdeling for eksportchauffører, Johnny Schytt-Nielsen fra Aabenraa, ud af i sidste uge, da han besøgte en række transportfirmer, der er flyttet til Luxembourg, og det er den viden, han fredag ønskede at dele med statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Direktør i vognmændenes organisation, Dansk Transport og Logistik, Michael Svane, erkender at mange af firmaerne i Luxembourg ikke er andet end en postkasse.

- Men det er ikke ulovligt, så jeg kan ikke have noget imod det, siger han til DR-Syd. /ritzau/.