Sønderjyske-profilen er på vej mod et uventet skifte til en af Sverige traditionsklubber

En af Superligaens store profiler i 2012-13 sæsonen, Sønderjyskes Lasse Vibe, er tilsyneladende på vej til svensk fodbold.

Det er IFK Göteborg der er interesseret i offensiv-spilleren, og onsdag var Lasse Vibe på besøg i Göteborg for at se på forholdene.

- Han er her og ser på klubben. Vi får at se, hvad der sker, fortæller klubbens sportschef Håkan Mild til den svenske avis Expressen.

26-årige Lasse Vibe har endnu to år tilbage af sin kontrakt, men Lasse Vibe har ifølge det svenske medie en klausul i sin aftale med Sønderjyske, der gør, at han kan rejse til en hvilken som helst klub, han ønsker, hvis bare Sønderjyske får den sum, de vil have. Og det skulle være omkring 2,3 mio. danske kroner.

Alt tyder da også på, at den svenske klub og Sønderjyske er nået til enighed, hvorfor IFK Göteborg blot mangler at overbevise Lasse Vibe om klubskiftet.

- Lasse er i Sverige for at se på forholdene nu. Vi har indgået en fornuftig handel med IFK Göteborg, så nu er det op til Lasse selv. Lasse har været en god mand for Sønderjyske og har nærmest haft en kometkarriere. Nu er tiden så kommet til, at han skal videre, siger Sønderjyskes sportschef Ole Nielsen til tipsbladet.dk.