For fire år siden fik Lasse Norman Hansen et gigantisk gennembrud med OL-guldet i London, men tiden efter har langt fra været let. Her fortæller han om sit mislykkede forsøg på at skabe sig en stor landevejskarriere, og hvorfor OL i Rio måske kan blive hans sidste optræden på velodromen
Cykelverdenen lå for fødderne af Lasse Norman Hansen for fire år siden. Den 20-årige dansker var ud af det blå blevet det helt store samtaleemne, efter han overraskede alt og alle og vandt OL-guld i omnium i London.
Det fik forventningerne til Lasse Norman til at eksplodere, og pludselig så mange muligheden for, at han kunne blive en af de helt store tempokørere i det professionelle landevejsfelt.
Men sådan gik det ikke. Jo, Norman Hansen fik sin første store kontrakt, da han i 2013 skrev under på en aftale med Garmin-Sharp, der var én blandt flere fornemme bejlere til danskeren, som alle omtalte ham som et naturtalent.
Succesen udeblev dog, og storholdet havde ikke lyst til at forlænge samarbejdet, da kontrakten udløb. Derfor måtte Lasse Norman tilbage på en lavere hylde og køre for Pro Continetal-holdet Team Stölting, som han stadig er hos i dag.
På den måde har det været fire meget hektiske år, der er gået, før Lasse Norman nu er tilbage, hvor det hele begyndte. OL. Han er afslappet og virker overskudsramt i kaosset af danske pressefolk, der er på besøg hos banelandsholdet i den olympiske by - omverdenens forventninger vil han imidlertid helst ikke rigtig tale om, fornemmer man, men han vil gerne fortælle om den bagside af medaljen, han har mødt i sin jagt på at slå igennem som landevejsrytter i det professionelle felt.
»Det har været en modningsproces i de fire år, hvor der har været op- og nedture. Jeg har prøvet lidt af hvert og fundet ud af, hvad jeg kan og ikke kan, og jeg har fået nogle bøllebank. Men i forhold til OL sidste gang synes jeg, at jeg er blevet en bedre cykelrytter,« siger den nu 24-årige fynbo.
Du har fået bøllebank? Det må du forklare?
»Der er rigtig mange gode cykelryttere i verden, og man kan ikke køre fra dem alle sammen, selv om man lige tror det en gang imellem. Så psykisk er det hårdt at komme ind som ’young gun’ og tro, man kan vinde det hele, og så bare blive mulet på det groveste. Men det skal også til. Jeg har lært det, som jeg skal lære af det.«
Hvad er det, du har lært?
»At der er mange gode cykelryttere i verden, og at man skal gøre sit bedste for at vinde. Man kan ikke bare tro og tænke sig til det hele. Sådan fungerer det ikke. Som cykelrytter går det op og ned. Jeg har lært meget om den professionelle verden som landevejsrytter, men som banerytter er jeg mere eller mindre samme sted, som jeg var i 2012. Men i fremtiden, hvor jeg håber, jeg kan komme tilbage som landevejsrytter, håber jeg, jeg kan vise, hvad jeg har lært.«
Men hvor ligger din fremtid? På banen eller landevejen?
»Jeg kan godt lide at køre bane. Det er ikke, fordi jeg har lyst til at stoppe med at gøre det, men hvis man vil gøre karriere sådan længerevarende på en cykel, foregår det på landevejen. Det er jo ikke, fordi jeg ikke kan lide at køre på landevejen, men jeg har bare som ung rytter satset meget på banen, fordi der kunne jeg gøre mig gældende, og der skal bare noget mere - eller jeg ved ikke, om det er noget ’mere’, måske bare noget ’andet’ - til, fordi træningen, konkurrencerne og en masse andet er helt anderledes.«
Fortsætter du med at køre på bane efter OL?
»Det må tiden vise. Jeg har ikke lyst til at stoppe, men hvis min landevejskarriere og det at kunne leve af sin sport kommer til at lide på grund af banecyklingen, skruer jeg ned for det.«
Lige nu skal Lasse Norman Hansen dog ikke skrue ned, men derimod helt op, når han mandag begynder forsvaret af sin olympiske guldmedalje i omnium. Og hvad kan vi så forvente fra det største danske navn på banelandsholdet?
Landstræner Casper Jørgensen ’tror og håber’ på en medalje til Lasse Norman, men hovedpersonen selv er som tidligere skrevet ikke meget for snakken om forventninger, da det lader til, at han trives bedst med ikke at skulle forholde sig til at have en hel nations forhåbninger hvilende på sine skuldre.
»Jeg tænker slet ikke over, hvad folk har af forventninger. Jeg koncentrerer mig om mig selv, og det jeg skal gøre, og hvad alle andre synes og tænker, det har ikke noget med mig at gøre. Så det lader jeg være med at lade mig påvirke af,« siger han og tilføjer:
»Jeg synes, mine chancer er nogenlunde lige så gode som sidst. Konkurrencen er skærpet, men jeg er også blevet bedre. Det er svært at sige, hvad mine kræfter rækker til, men jeg kan jo håbe, at mine konkurrenter har glemt mig lidt, efter som jeg underpræsterede til VM,« siger Lasse Norman Hansen med henvisning til verdensmesterskaberne i marts, hvor han kom med et erklæret mål om at vinde guld, men måtte nøjes med en skuffende femteplads.
De kommende dage vil vise, om han kan forbedre det resultat på velodromen i Rio. Kigger man på Lasse Norman Hansens imponerende kørsel i holdforfølgelsen, hvor det som bekendt blev til dansk bronze sent fredag aften, virker det umiddelbart som om, der er god grund til rød-hvid omnium-optimisme.