Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er glad for, at Nord Vest Privatskole har mistet sit tilskud og sandsynligvis må lukke.

»Den danske friskoletradition skal bruges til oplysning - ikke misbruges til at formørke! Derfor er jeg glad for, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har besluttet at fratage Nord-Vest Privatskole sit tilskud. Vi må ikke blive så tolerante, at vi accepterer undertrykkelse og intolerance,« skriver Lars Løkke på Facebook.

Den muslimske friskole Nord-Vest Privatskole mister endegyldigt sit statstilskud på over 11 mio. kr. Og Nord-Vest Privatskole bliver næppe den sidste muslimske friskole, der får frataget sit tilskud på 75 pct. af udgifterne og dermed sandsynligvis må lukke.

Det vurderer flere politikere, BT har talt med.

Konservative Naser Khader mener, at det er godt for børnene, at »de nu slipper ud i friheden i danske  skoler.«

»De muslimske friskoler skal være på dupperne, for Styrelsen vil komme efter mange af dem. Det er jo børnenes ve og vel og deres fremtid i Danmark, det handler om. Det er jo tredjegenerationsindvandrere, de fleste af dem. Deres forældre er født i Danmark, og alligevel sidder de på skoler, hvor man snakker arabisk og læser Koranen. Det går den forkerte vej, og derfor er jeg også begyndt at synes, at vi ikke bare skal have integration, men assimilation. Man kan godt fejre både Eid og jul.«

Socialdemokratiets Lars Aslan Rasmussen, der selv er kurder, er glad for, at »tilsynet tager sin opgave alvorligt. Meget kunne havde været undgået, hvis de var gået mere seriøst til opgaven noget tdliigere,« siger Lars Aslan Rasmussen (S).

»Det er skuffende, at tingene skal i medierne, før der sker noget. Jeg undrer mig også over, at Friskoleforeningen har så travlt med at forsvare de muslimske friskoler.«

Venstres Anni Matthisen siger:

»Det er godt at se, at de skrappere krav, vi har vedtaget, virker. Vi er glade for friskoler i Venstre, men de skal altså leve op til demokratiske værdier, så det kan vi ikke blive ved at smide skattekroner i. Jeg vil ikke udelukke, at det kan ramme flere friskoler.«

Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen jubler. Han vil ligesom Socialdemokratiet have lukket alle muslimske friskoler:

»Det er meget glædeligt, at der endelig sker noget. Ros til Styrelsen og ros til ministeren for, at man begynder at rydde op i det morads. Jeg håber og forventer, at det ikke er den sidste muslimske friskole, der får frataget sit tilskud. Faktisk synes jeg det var bedst, hvis de lukkede allesammen. Det arbejder jeg hen imod. Nu tager vi en af gangen,« siger Alex Ahrendtsen.