Aftalen for 2016 er allerede på plads, men den største pengemand bag Made in Denmark, Jysk-ejeren Lars Larsen, føler sig overbevist om, at man også i 2017 forlænger med European Tour – og gerne endnu længere frem.

»Jeg har svært ved at have fantasi til at tro, at der ikke er en turnering i 2017. Jeg ville da være ked af det, hvis der ikke er en,« siger Lars Larsen, der allerede er på jagt efter tilsagn fra en række af de eksisterende sponsorer, så de vil udvide den aftale, der foreløbigt stopper efter næste år.

Sker det, går forhandlingerne i gang med European Tour, hvor håbet er, at man kan lave en ny treårig aftale, men med den option, at man kan trække sig med et års varsel.

»Det vil give os den frihed, at vi ikke skal have økonomien på plads for alle tre år på én gang. Det vil hjælpe os,« siger Lars Larsen, der ikke har nogen intentioner om at betale gildet selv.

»Der er dem, der siger, at så kan det rige svin jo bare selv betale, men så forsvinder folkefesten. Jeg vil også fortsat kunne kalde mig købmand, så der skal være sund fornuft med. Vejen frem er, at vi er mange sammen om det,« siger Lars Larsen.

Der har da også været en række potentielle sponsorer på banen i de seneste dage. Nogle inviteret, andre på eget initiativ. Og Lars Larsen er interesseret i dem alle.

»Vi går efter alle. Også dem, der lægger 10.000 kr.,« siger Lars Larsen, som nok har kaldt turneringen Made in Denmark, men ikke sætter grænsen ved danske virksomheder.

»Alle er velkomne. Det kunne da også være nogle af de store sponsorer, der i forvejen er på European Tour,« siger Lars Larsen.

Både han og Flemming Astrup, der er arrangør af Made in Denmark, forudser da også, at forhandlingerne med European Tour bliver lettere denne gang. Sidst var det et stort ønske, at turneringen blev spillet i København, men det ønske hører man ikke længere.

»European Tour ved godt, at de har fået en gave med denne turnering. Det lægger de heller ikke skjul på,« siger Flemming Astrup, der forudser, at man kan udvide folkefesten i Himmerland med endnu flere tilskuere.

En helikoptertur hen over banen lørdag viste, at der er rigeligt med plads rundt om på trods af, at over 22.000 var igennem tælleapparaterne, hvilket er med til at løfte den danske turnering op i top tre over de mest besøgte turneringer på European Tour.

»Jeg kan godt forestille mig, at vi kan øge til 40.000 mennesker. Vi bliver bedre år for år til at håndtere logistikken, og vi har set, at vi kan skabe gode rammer på andre huller end 16., der er det mest omtalte på hele European Tour,« siger Flemming Astrup.