Da Lars Larsen i 2015 købte sin afdøde vens virksomhed, var der en helt særlig årsag til købet. Det fortæller dynekongen nu til BT, hvilket du kan læse mere om i dette store interview.

Ejeren af sengetøjsimperiet Jysk, Lars Larsen, er kendt for altid at være klar på at lave en god handel. Men det var ikke kun udsigten til en god forretning, der fik Danmarks fjerderigeste mand til i 2015 at købe møbelkæden Actona.

Actonas ejer, Orla Dahl Jepsen, havde gennem mange år været en god ven af Lars Larsen, og de to spillede blandt andet golf sammen.

Da de to mænd begge var møbelhandlere, faldt snakken også på forretningerne. Og allerede for flere år siden, drøftede de muligheden for at fusionere. Lars Larsen ejer nemlig også møbelproducenten Interstil, der ligger i Horsens, og som minder lidt om Actona.

Men Orla Dahl Jepsen blev syg og døde kun 58 år gammel i december 2014, så fusionen blev aldrig en realitet.

Orla Dahl Jepsen havde dog inden sin død ikke glemt planerne, fortæller Lars Larsen til BT.

»Det sidste Orla sagde til sin kone var, at inden du går til kapitalfonde og alt sådan noget, så sørg for at få solgt til Lars, for han vil kunne gøre det større og bedre og komme hele vejen ud i verden,« siger Lars Larsen, der blev rørt over sin vens tillid.

»Så det var hans sidste ønske, at jeg skulle overtage det. Det var jeg meget glad og stolt af. Og så var det også dejligt, at vi kunne finde ud af at lave handlen uden de helt store sværdslag.«, fortæller dynekongen.

Det er ikke blevet offentliggjort, hvad Lars Larsen måtte slippe for at sikre sig vennens virksomhed, men finans.dk har tidligere beskrevet, hvordan familien Dahl Jepsen fik tilført 225,5 millioner kroner i deres private holdingselskab efter salget.

Og Actona har også allerede vist sig at være udbytterig for Lars Larsen. Møbelproducentens seneste regnskab viser nemlig, at Actona efter skat gav et overskud på hele 81 mio. kr. i det seneste regnskabsår.

Lars Larsen har da også tænkt sig at være tro mod sin vens ønske og få møbelvirksomheden breds endnu mere ud i den store verden.

»Det var en svær opgave at føre sådan en virksomhed videre fra en knalddygtig mand, men det ser da ud til, at det er lykkedes med Actona. Den bliver større og større og er snart ude i 100 lande rundt omkring i verden,« siger købmanden, der også glæder sig over, at hans eget livsværk Jysk kan nyde godt af opkøbet af Actona.

»Actona er jo i mange lande, som vi ikke er i endnu, og der kan vi få viden om, hvilken type varer de kan lide. Det ved Actona alt om, så det er en stor hjælp, når jeg åbner nye Jysk, siger Lars Larsen, der for nylig åbnede Jysk-forretning nummer 2448 i Belgien, hvor BT mødte ham, hvilken du kan læse mere om i dette store interview.

Lars Larsen har ifølge Berlingske Business en formue anslået til 27 mia. kr.