Kun fire gange i Stanley Cup-historien er et hold kommet op fra 0-3 og har vundet den syvende kamp.
Montreal Canadiens skal vinde de næste to kampe for at blive det femte hold. Men foreløbig har Lars Eller & co. overlevet Tampa Bay Lightnings første to matchbolde og reduceret til 2-3 i anden runde i Eastern Conference inden kamp seks natten til onsdag dansk tid i Amalie Arena i Tampa.
I Bell Centre i Montreal vandt Montreal Canadiens 2-1 med sejrsmålet scoret af Pierre-Alexandre Parenteau fire minutter før tid.
Devante Smith-Pelly havde bragt hjemmeholdet foran efter ni minutter, mens Steven Stamkos udlignede midt i tredje periode.
Pierre-Alexandre Parenteau sagde efter sejren, at Canadiens skal spille en næsten perfekt kamp i Tampa for at kvittere til 3-3, men tilføjede:
»Det overrasker mig ikke med den gruppe spillere, vi har, at vi har vundet de sidste to kampe. Vi giver aldrig op.«