De findes på ethvert cykelhold med respekt for sig selv. De vinder så godt som aldrig noget. Men de glæder sig over at være der. For stjernerne, for holdet og for det tilfredsstillende i at have udført et godt stykke arbejde. Måske endda blive rost for det, selv om arbejdet bærer en hel del af lønnen i sig selv.

Lars Bak er blevet kendt og respekteret for netop det. Under Tour de France er det blevet nærmest standard at se den lange dansker sætte sig frem i feltets spids og slå tempoet an på vegne af Lotto-Soudals tyske sprinter André Greipel.

»Han er en af de ryttere, man altid kan stole på, og som man ved, hvad man kan forvente af,« understregede Lotto-Soudals mangeårige chef, Marc Sergeant, sidste sommer overfor BT.

Det lyder simpelt nok. Men det kræver en særlig psyke og fysik at kunne gøre det uden vaklen. Derfor er luksushjælpere som Lars Bak - eller for den sags skyld hans australske kollega Adam Hansen - så værdsatte. Fordi de kan være både rutineret rygrad og volumenbrølende rugbrødsmotor på et hold.

Tidligere på ugen var Lars Bak sendt ud som offensiv forpost, da Lotto-Soudal tog førergreb på mini-etapeløbet ’Tre Dage ved Panne’. Ikke noget stort løb, men for et belgisk hold med ambitioner i kommende monumenter som Flandern Rundt og Paris-Roubaix alligevel vigtigt at vise sig i. Måske mest af alt fordi Bak og kompagni fik dukket det rivaliserende hold fra QuickStep og sluttede med at have tre mand i top 10.

I Flandern Rundt er missionen meget enkel. Sørg for at holde Jürgen Roelandts fremme. Vær parat til at lukke hullerne, sætte tempo og være skytsengel på sidevindsstykkerne.

»Det er virkelig vigtigt, at holdet får succes i de her løb. Hele programmet er lagt om i forhold til sidste år, så folk som vores belgiske mester, Debusschere, og Roelandts er mere friske, når det virkelig gælder. Der er helt specifikke ordrer for, hvad man skal i de tre uger her. For mig er et løb som Flandern Rundt også for eksplosivt. Jeg tror mere på mine muligheder i et løb som Paris-Roubaix næste søndag, hvor jeg har en fri rolle,« erklærer Lars Bak.

»Generelt er holdet virkelig godt kalibreret nu. Jeg kan ikke huske, vi nogensinde har vundet etaper i både Paris-Nice og Tirreno-Adriatico. Vi havde tre mand i finalen i Milano-Sanremo og har ti sejre indtil nu. Bredden på holdet er også bedre end nogensinde,« vurderer den 35-årige silkeborgenser, som har set sit belgiske mandskab undergå en foryngelseskur.

Navne som Tim Wellens, Tiesj Benoot, Louis Vervaeke, Sean de Bie og Jasper de Buyst har huseret i U23-årgangene og er kommet bragende ind på den etablerede prof-scene med ungdommens virile gnist og gå-på-mod.

»Det har vi manglet. Tidligere var det sådan, at Greipel kunne vinde sine 10-15 løb på en sæson, og så kunne der komme lidt ekstra til, men vi havde ikke for alvor en B- eller en C-kæde, som kunne lave resultater. I Belgien taler man om ’den gyldne årgang’, og der bliver lavet et dokumentarprogram, hvor Tiesj, Tim og Louis er blandt de medvirkende. Wellens træder ifølge de test, vi får lavet, et niveau over os alle sammen. Han er altså bare fucking god. Han er bare en født væddeløber, og hans stil på cyklen minder mig faktisk lidt om Frank Vandenbroucke,« siger Bak med henvisning til den afdøde 1990er-helt.

Selv er Bak ikke bange for at blive skubbet ud af den unge garde. Tværtimod har det skabt en anden kultur på holdet.

»Vi har manglet en vinderkultur, at man presser hinanden, og at der er konkurrence om pladserne. Det fede ved de unge løver på holdet er, at hvis først den ene kan, så vil de andre også. De vil alle sammen til fadet, og ingen vil stå i skyggen af de andre. De er altså bare så klar,« konstaterer Bak med et grin og det perspektiv, der kommer med både alder og erfaring.