Læserne har givet mange lokkende begrundelser for, hvorfor de gerne vil vide mere om den kanariske ø. Michael S. Petersen fra Mæstrup skriver: »Fordi det er 15 år siden, jeg sidst var der . . . Den golde ø rummer mere end det store sportscenter.« Steen Møller fra Hadsten ønsker at vide mere om øens vulkanske historie.

Christian Andersen fra Holeby skriver: »Lanzarote »lugter« af et sted, hvor man kan slappe af efter en stresset hverdag.« Karen Marie Schüt fra Smørum vil gerne læse om en ferie der, fordi det er et dejligt land og godt varmt. Charlotte Andersen fra Ishøj skriver: »Lanzarote, Gran Canarias søster, har altid stået i skyggen. Det skulle vist være et utroligt landskab.« Irene Hørch fra Præstø synes, at Lazarote kunne være dejlig, fordi vejret altid er godt, og ferien kan holdes på alle tider af året.

Lis Gedby, Ølstykke, vil gerne vide mere om Lanzerote, fordi hun ikke kan lide de arabiske lande. Charlotte Sørensen fra Fredericia vil gerne læse om øen, fordi hun aldrig har været der. Og det var også Charlotte Sørensens navn, der kom frem i lodtrækningen om en rejse til Lanzarote. Selv om det var Lanzarote, som fik flest stemmer i B.T.s rejsekonkurrence, kom der også mange gode begrundelser for, hvorfor B.T. skulle udforske de andre rejsemål.

Om Hurghada: Lone H. Larsen vil gerne have opklaret, om der er koralområder ved Hurghada. Jytte og Dan Knudsen vil gerne læse om stedet i B.T., fordi Egypten er et spændende rejseland, og Hurghada er et område, som hele tiden er i udvikling. Jette Güldner Knudsen skriver: »Hurghada er vist ikke så kendt, men det lyder helt vildt spændende med mystik, gode temperaturer og dejligt vand. Historien interesserer mig.«

Om Eilat: Malene Taarning vil læse om Eilat, fordi det er den mest fantastiske oplevelse at svømme med delfiner. Det bør flere prøve. Lena Toftlund synes, at der er mange historiske udflugtsmål fra Eilat. At Israel er et spændende land. Jan Kudsk skriver: »Jeg har tit tænkt på at rejse derned, da flere, jeg kender, har anbefalet det«.

Om Costa del Sol: Yonna H. Jyland skriver: »Kort flyvetid, så den ældre generation kan komme med.« Jeanette Erichsen skriver: »Min datter har valgt stedet, fordi hun har hørt skolekammerater fortælle om det.« Birgit Petersen skriver: »Har aldrig været på ferie i udlandet, og dette sted lå ikke så langt væk.«

Charlotte vandt en rejse Charlotte Sørensens navn kom frem, da der blev trukket lod om en rejse til Lanzarote. Fredericia-kvinden pegede på Lanzarote, fordi hun gerne ville læse om stedet, da hun aldrig har været der. »Nej, skat, vi skal på ferie igen,« råbte hun til sin kæreste, da B.T. gav hende den lune nyhed over telefonen. På det tidspunkt havde Charlotte Sørensen dårlig nok pakket sin kuffert ud fra sidste måneds rejse til Gran Canaria. »Jeg kender slet ikke noget til Lanzarote, men min moster og onkel var der for nogen tid siden. Og de var meget begejstrede for deres tur«, sagde hun.