Forestil dig at du bliver frarøvet retten til at se dit barn med den begrundelse, at dit barn ikke kender dig. Det lyder måske som et ondt mareridt, men er virkelighed i ikke mindre end 500 danske skilsmissefamilier hvert år. Det viser nye tal, som Radio24syv har indhentet fra Ankestyrelsen.
Og det tal er endda en konservativ beregning, siger jurist Tanja Graabæk, der er tidligere ansat i Statsforvaltningen og direktør i organisationen Hvert Tredje Barn - en organisation, der arbejder med at hjælpe skilsmissebørn.
»Tallet er alt for højt. Jeg mener slet ikke, at Statsforvaltningen oplyser sagerne godt nok,« siger hun til Radio24syv.
Tanja Graabæk har set det talmateriale igennem, som Radio24syv har fået fra Ankestyrelsen, og hun er rystet:
»Jeg mener, at der er belæg for at sige, at hver tiende af de samværssager, hvor Statsforvaltningen træffer en afgørelse, ender med, at et barn frarøves retten til at se en forælder,« siger hun.
Formanden for Danske Familieadvokater, Helle Larsen, oplever flere og flere samværssager, der trækker i langdrag.
»Vi oplever en stigende tendens til, at der er sager, der kan vare mere end et år. Det kan både været et spørgsmål om, at den ene part i sagen trækker tiden, men vi oplever også ofte, at problemet opstår inde i systemet - altså i Statsforvaltningen,« siger hun til Radio24syv.
Såkaldt forældrefremmedgørelse betyder, at sagsbehandlingstiden har været så lang, at barnet reelt har mistet relationen til sin far eller mor. Det kan eksempelvis være fordi, en forælder får lov til at pådutte barnet sine negative oplevelser af den anden forælder i en grad, så barnet ikke længere kan rumme den anden forælder, fortæller flere af landets førende skilsmisseadvokater til Radio24syv.
Ofte kan det faktisk lønne sig for forældrene at trække tiden ud og at chikanere sig til samvær, ligesom også advokater benytter sig af beskidte tricks i kampen om skilsmissebørnene, lyder det fra flere af skilsmisseadvokaterne, radiostationen har talt med.
Og at der sker forældrefremmedgørelse i et stigende antal sager, er en realitet, siger Helle Larsen.
»Det, der er skræmmende, er, at man ikke får behandlet sagerne hurtigt nok, så man på den måde kan undgå, at der sker forældrefremmedgørelse. Og at man ikke har redskaber til at imødegå den her måde at sabotere relationerne på,« siger hun.
Også i Venstre mener man, at det er fuldstændig uacceptabelt, at børn og forældre i 500 skilsmisse-familier mister retten til at se hinanden på grund af myndighedernes sagsbehandlingstider:
»Det her er klar dokumentation på, at der er noget forfærdeligt galt, når der er 500 familier i Danmark, hvor børnene ikke kan få lov til at se den ene forælder, fordi systemet ikke arbejder hurtigt nok. Det er simpelthen uacceptabelt,« siger partiets socialordfører, Eyvind Vesselbo (V), til Radio24syv og fortsætter:
»Nu må socialminister Manu Sareen (R) begynde at forstå, at det her er et problem, i stedet for bare hele tiden at sige, at det kan vi ikke gøre noget ved. Det her er et yderligere pres på ministeren.«
Hos regeringspartiet De Radikale mener socialordfører Zenia Stampe (R), at det er dybt beklageligt, at så mange familier hvert år splittes på grund af myndighedernes lange sagsbehandlingstider:
»Det kan vi ikke leve med. Vi skal kigge på det her meget hurtigt. Det er fuldstændig utilfredsstillende. Det har rystet mig dybt at høre om de her tal og de her historier. Og vi bliver simpelthen nødt til politisk at gribe ind over for det her,« siger hun til Radio24syv.
Det har ikke været muligt for Radio24syv at få en kommentar fra socialminister Manu Sareen. Venstres Eyvind Vesselbo har nu indkaldt ministeren i et åbent samråd i næste uge.
Det har heller ikke været muligt for radiostationen at få en kommentar fra Statsforvaltningen til de nye tal.