De danske svømmere har lidt at leve op til efter det flotte EM på hjemmebane sidste år, hvor det blev til hele ni medaljer. Landstræner Nick Juuba forventer dog ikke en lige så flot høst denne gang, fordi det EM i Berlin, der begynder mandag, er på langbane - 50 meter - hvor sidste år på hjemmebane var på kortbane - 25 meter.

- Vi har aldrig vundet mere end seks medaljer ved EM på langbane, så det vil være et stykke dansk svømmehistorie, hvis vi kan opnå det igen. Og det vil selvfølgelig være en kæmpe skuffelse, hvis vi får færre medaljer, siger landstræner Nick Juuba, der gerne så svømmerne gentage succesen med ni medaljer på kortbane.

Det bliver svært, fordi hjemmebanen skabte en fordel sidste år. Desuden er langbane typisk lidt sværere, fordi det bliver rangeret højere blandt svømmere.

- OL er altid på langbane og bliver generelt prioriteret højere af alle. Derfor er der også svømmere, der ikke stiller op, når det er på kortbane, men sparer sig til langbanekonkurrencerne, forklarer landstræneren.

Fordi turneringen finder sted i Berlin, har landsholdet valgt at afprøve en anden slags forberedelse, end de plejer at gøre forud for de store turneringer.

- Det tager kun 40 minutter med fly til Berlin, så vi har givet alle svømmerne mulighed for at blive i deres hjemlige omgivelser og forberede sig, som de selv havde lyst. Derfor fløj vi også først hertil torsdag. Og jeg synes faktisk, det har fungeret rigtig godt, siger Nick Juuba.

Når der i Danmark snakkes om svømmemedaljer, så er det for det meste de kvindelige svømmere, der bliver nævnt. Og det er ikke tilfældigt, fordi mændene har stykke vej endnu til verdenseliten.

- Vi har brug for, at en af mændene kan lave et gennembrud med et godt resultat, fordi det ville hjælpe til at bringe yngre svømmere frem. Og vi har en masse talentfulde mandlige svømmere, der har brug for én at se op til, siger landstræneren.

Nick Juba fortæller, at der er en god gruppe af mænd med til turneringen, men at de får det svært. Han vil dog ikke udelukke et godt resultat fra den 21-årige Viktor Bromer, der gør det godt på butterfly.

Men skal de seks medaljer i hus, er det altså op til de danske kvinder at levere varen. Og specielt tre af kvinderne er der høje forventninger til.

- Ikoniske danske svømmere som Rikke Møller Pedersen, Jeanette Ottesen og Lotte Friis skal kæmpe med om medaljer. Og hvis de ikke får nogen, så vil det være en meget stor skuffelse.

- Kvinderne har i det hele taget mange gode medaljechancer, og derfor skal man heller ikke glemme Mie Nielsen, der er tilbage efter en skade. Pernille Blume har også vist lovende takter på det seneste.

Derudover fremhæver landstræneren også holddisciplinerne som et sted, hvor danskerne skal være med i medaljekampen. Derfor kan det ende med guld allerede mandag, når der er 4X100 meter fri for kvinder.

Danske deltagere ved EM i Berlin:

Rikke Møller
Lotte Friis
Jeanette Ottesen
Pernille Blume
Mie Ø. Nielsen
Louise Dalgaard
Julie Levisen
Sarah Bro Lyngby
Julie Aglund Lauridsen
Maj Howardsen

Mads Glæsner
Anton Ø. Ipsen
Viktor B. Bromer
Daniel Skaaning
Anders Lie