Viktor Axelsen fik ram på verdensetteren Lee Chong Wei fredag, og det imponerer den danske landstræner.
Viktor Axelsens sejr over Lee Chong Wei fredag ved sæsonfinalen i badminton får de store ord med på vejen.
Den danske landstræner i badminton, Kenneth Jonassen, er således dybt imponeret over Viktor Axelsens bedrift, som sendte ham i semifinalen i Dubai World Superseries Finals.
»Viktors kamp er helt unik - en stor, stor præstation af Viktor at slå Lee Chong Wei i en afgørende kamp, og især efter han havde en lige så lang kamp i går (torsdag, red.).«
»To dage med så høje præstationer er meget, meget imponerende,« siger Kenneth Jonassen ifølge Badminton Danmarks hjemmeside.
Viktor Axelsen vandt 14-21, 21-14, 21-19 og hentede i sit tiende forsøg endelig en sejr over verdensetteren.
Landstræneren var især imponeret over Viktor Axelsens spil i kampens afgørende fase.
»Generelt synes jeg, at han spillede på et godt niveau. Men det, der var mest vigtigt i dag, var at han blev ved med at tro på det, og at han turde vinde over Lee Chong Wei.«
»Det kan godt lyde underligt, men når man står derinde, så kræver det altså mod at gøre det rigtige til allersidst,« siger landstræneren.
Ud over Viktor Axelsen, så er Danmark i herresingle også repræsenteret i semifinalerne med Jan Ø. Jørgensen.
I herredouble er Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen også videre, mens det samme gælder for Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen i damedouble.
Endelig spiller den danske mixeddouble med Joachim Fischer og Christinna Pedersen også semifinale.
Alle semifinaler spilles lørdag.