Poul Erik Rasmussen, kitesurfer og fhv. renseriejer, er død, 88 år.
Poul Erik Rasmussen var ganske unik blandt danske sportsudøvere. Han var også kendt som ’Gammel Poul’, men det var ment som en kompliment.
Han var nemlig kendt som verdens ældste kitesurfer og var vidt berømt i kitesurferkredse i ind- og udland. Kitesurfing, der nyder stigende popularitet i disse år, udøves med et sejlbræt samt en drage, og kan være temmelig fysisk krævende. Det forhindrede dog ikke Poul Erik Rasmussen i at forelske sig i sporten i en alder af 80 år.
På landsdækkende tv
På grund af kitesurfing nåede Poul Erik Rasmussen også at komme på landsdækkende tv flere gange om ugen. Arbejdernes Landsbank valgte at bruge den aldrende kitesurfer i en af deres reklamer, hvor han fortalte om glæden ved sporten, og hvordan den berigede hans liv.
Poul Erik Rasmussen døde søndag på Amager under udøvelsen af netop kitesurfing.
På hjemmesiden kitesurferen.dk står bl.a.: ’Efter at have surfet på Sydvestpynten med sin 8’er var han på vej ind med sin kite løftet højt og faldt stille om i vandkanten. Det kunne ikke iscenesættes bedre.’
Sportsmand hele livet
Sport var ikke noget nyt for Poul Erik Rasmussen, da han begyndte at kitesurfe. Han har livet igennem dyrket gymnastik, håndbold, løb og en lang række former for vandsport.
Da windsurfing kom til Danmark, blev han bidt af sporten, selv om han, der var midt i 50erne, var noget over aldersgennemsnittet. Det var ikke noget, der ændrede sig, da han begyndte at kitesurfe som 80-årig.