Landsholdsstjerne taler ud om sin store sorg: ’Den æder dig op indefra’

Pierre-Emile Højbjerg sidder i cafeteriaet på Brøndby Stadion. Og med det samme dukker der et minde op. Om faderen Christian, som han mistede til en kræftsygdom for to et halvt år siden. Den 22. april 2014.

»For fem år siden sad min far her i det samme cafeteria og ventede på mig, mens jeg var nede at klæde om. Han har været der hele min opvækst, og når han pludselig ikke er der mere, mister du noget af dig selv. Du mister noget af den, du har været som ung. Så står du i et tomrum. Og når der skal tages nogle beslutninger, der skal spørges om noget, eller du skal have et råd med på vejen, er du måske pludselig lidt rådvild. Du er måske lidt alene og forladt. Du føler dig lidt uretfærdigt behandlet, hvor mærkeligt det end lyder. For hvorfor er det lige dig, der ikke får lov at spille foran din far i Parken? Hvorfor er det ikke dig, der får lov til at vise ham det, som han også selv drømte om på dine vegne,« siger Pierre-Emile Højbjerg.

Det er derfor, han sidder her lørdag eftermiddag. For Pierre-Emile Højbjerg har besluttet at bruge noget af sin begrænsede fritid på at tage ud og støtte op om ’Håbets Hold’ - Børn, Unge & Sorg’s nye projekt, der skal forbedre børns og unges evne til sammenhold og kommunikation, når livet gør ondt.

Livet har allerede gjort ondt på Pierre-Emile Højbjerg. Han mistede sin far til kræften, da han var 18 år gammel. Nu er han 21 år, og han har noget på hjerte. Diktafonen ligger på bordet foran ham, men han tager den selv i hånden og holder den op til munden i samtlige 28 minutter. Hans budskaber skal helst ikke forsvinde i lyden af klirrende tallerkner eller summende samtale i cafeteriaet.

Han vil gerne dele sit livs største sorg, så andre måske kan se, at det er muligt igen at blive glad, når det ser allersværest ud. Det gjorde det i 2013. To uger efter sin 18 års fødselsdag fik Pierre-Emile Højbjerg nemlig i Tyskland et opkald fra sin far, der fortalte, at han havde fået kræft.

»Da fik jeg et chok. For når man hører ordet kræft, hører man også sygdom, og når man hører sygdom, hører man død. Det er sådan nogle tanker, der går gennem hovedet. Når du så er alene, ikke er ret gammel og ikke er sammen med ham, bliver du lidt sur på livet,« siger Højbjerg.

Højbjerg kan huske det hele. Det er, som om faderens sygdom har fået livet til at køre i langsom gengivelse i den periode. Han husker datoer, måneder og i nogle tilfælde endda også klokkeslæt. Og han husker specielt de gode stunder med sin kræftsyge far. Dem var der en del af, da han fik sin far ned til sig for at blive behandlet. De danske læger havde givet ham et år, men Bayern München ville hjælpe, og hver anden uge kom Christian Højbjerg til München for at blive behandlet i fem dage ad gangen.

»Jeg besøgte min far på hospitalet – det var en onsdag eftermiddag, hvor jeg havde trænet om formiddagen. Jeg kom ind og spurgte lægerne, hvor han var. De fortalte mig vejen ned til hans enestue. ’Men han skal være i ro. Han må helst ikke gå for meget, for kroppen er svag,’sagde de. Da jeg kom ind ad døren, kunne jeg ikke se, at han lå i sengen. Men jeg kunne høre noget, der lød som en maskine, der kørte. Jeg havde haft et par hårde træninger, og jeg var lidt træt. Men da jeg kiggede rundt om hjørnet, sad han på en kondicykel. ’Hvad fanden har du gang i,’ spurgte jeg ham. ’Man skal jo holde sig fit, skal man ikke?’ Da tænkte jeg, at han var en kæmpe inspiration. Vi kom tæt på hinanden i den periode,« siger Højbjerg.

Det gik op og ned med faderens sygdom i de måneder, og Pierre-Emile Højbjerg husker tydeligt sin sidste stund med sin far. Det var den 25. marts 2014, fortæller han. Bayern München kunne med en sejr i Berlin over Hertha blive tyske mestre, men Højbjerg tog hjem til sin far.

»Guardiolas første tyske mesterskab, mit andet tyske mesterskab. Jeg fik sms’er med lykønskninger for det tyske mesterskab. Jeg kom ind og så min far, og mine tårer faldt. Jeg sagde til ham: ’Nu vandt jeg det tyske mesterskab. Nu vinder vi kampen for dig også.’ Det var sidste gang, jeg så ham.«

Tre uger senere døde Pierre-Emile Højbjergs far af kræft. Den 22. april 2014.

»Jeg var der ikke, da han døde. Jeg skulle sidde på bænken til en Champions League-kamp i Madrid mod Real Madrid. Jeg havde sovet rigtig dårligt, og da jeg vågnede, kunne jeg mærke, at der var et eller andet galt. Jeg har altid min telefon på fly-mode, når jeg sover, og da jeg fik taget det fra, kunne jeg se, at min mor havde ringet fem gange, og min bror havde også ringet et par gange. Jeg ringede tilbage, og hun sagde: ’Tiden er ved at være inde. Jeg synes, du skal komme hjem nu.’ Jeg tror, jeg nåede at diskutere lidt med min mor om det. Jeg skulle selvfølgelig hjem, så jeg tog mit jakkesæt på og gik over i klubben. De troede, at jeg skulle med på turen til Madrid, men så fortalte jeg Guardiola, hvad der var sket, og jeg var selvfølgelig ked af det. Jeg fik et fly senere på dagen, men lige inden jeg skulle på flyveren – klokken var kvart over 11 – ringede min bror og sagde, at han var gået bort for et par minutter siden,« siger Højbjerg og sætter ord på de første følelser.

»Det var som om, at der faldt et par sten fra mine skuldre. Det var som at smide en tung taske. For jeg havde set en, jeg elsker, lide i så lang tid, og så fik han endelig fred.«

Men den første lettelse over, at faderen nu var sluppet for sine smerter og lidelser, blev hurtigt til sorg og længsel.

»Der sidder noget inde i dig. Du har en klump i halsen. Du har ikke samme motivation, når du står op. Og du ved ikke, hvad det er. Det, som på et tidspunkt var det allervigtigste for dig, er pludselig ikke særlig vigtigt. Det, som engang smagte så godt, smager ikke særlig godt. Du begynder ikke at være dig selv – at gå imod dine principper og værdier, fordi du pludselig føler dig alene, efterladt og uretfærdigt behandlet af livet. Sorgen æder dig op indefra,« siger Højbjerg.

Den sorg, som dengang 19-årige Pierre-Emile Højbjerg mærkede, kunne han ikke holde helt væk fra fodbolden. Hovedet var ikke helt, som det plejede at være.

»Fodbold var min medicin, men det var også min værste fjende. Jeg var under pres, der blev forventet noget af mig. Der blev stillet krav til mig, og jeg blev bedt om at tage nogle valg på et tidspunkt, hvor jeg ikke var i en tilstand til at tænke klart nok til at træffe det rigtige valg og sige det rigtige,« siger Højbjerg.

Og midt i sorgen traf han så et valg. Han gik til Bayern München-træner Pep Guardiola og satte ham stolen for døren.

»Jeg gik til træneren og stillede ham et ultimatum på et tidspunkt, hvor jeg ikke skulle have gjort det over for Guardiola. Det ville jeg aldrig have gjort, hvis jeg havde tænkt klart, og hvis jeg havde været mig selv. Jeg har lært af det, men jeg vil ikke fortryde det. For så havde jeg ikke været det sted, hvor jeg er i dag,« siger Højbjerg.

Og i dag er han et sted, hvor han kan snakke om faderen, sygdommen og døden. Det er netop det, der ligger ham på sinde. At børn og unge kan nå derhen, hvor man kan snakke om død og sygdom. Det er derfor, han støtter op om ’Håbets Hold’, fortæller han.

For Pierre-Emile Højbjerg kommer ikke til at se sin far igen, ligesom mange børn og unge heller ikke gør, men han kommer altid til at have ham med sig.

»Jeg vågner nogle gange og tænker for mig selv, at hvis jeg bare kunne få min far en time eller 90 minutter med på stadion, skulle det være alt, jeg ville bede om. Jeg tror på, at han er der. Jeg snakker til ham en gang imellem, og jeg beder til ham en gang imellem. Jeg lader mig inspirere af ham. Han giver mig kræfter og giver mig lyst til at stå op. Han giver mig lyst til at prøve igen. Folk sagde til ham, at det var umuligt at vinde over kræften. Men han kæmpede alligevel. Nogle siger til mig, at mine drømme er umulige, men jeg står op og siger til mig selv, at jeg stadig tror på, at det er muligt.«