Allerede inden man får hentet de hollandske hals-lyde i gurgle-stil ud igennem læberne til dagens første forsøg på "ghroute morgen" - eller hvordan det nu staves - står koppen og glasset på bardisken, og snakken er straks sporet ind på fodbold.
Flinke Jos yndlingsemner er favoritklubben Roda med den danske angriber Marc Nygaard, det hollandske landsholds overraskende arrogance og det danske landsholds tilsvarende åbenhed.
"Det er lige før, jeg holder med Danmark mod Oranje," fastslår Jo og brokker sig videre over, at det hollandske landshold har forbudt tilskuere til deres træning.
Det kan man bestemt ikke sige om det danske, der endda har gennemtrumfet, at alle skulle lukkes gratis ind i stedet for de 3,50 Gylden (knapt 13 kr.), som den lokale fodboldklub gerne ville køre ned i klubkassen.
Dansk charmeoffensiv
De danske spillere skriver da også hver dag tålmodigt autografer til de mange hollandske børn, der ofte må have deres forældre til lige at spørge spilleren om, hvem han nu lige er.
Den rød-hvide charmeoffensiv har virket.
I går var der flere hundrede hollandske tilskuere til træningen, og regionens tv-kanaler og aviser har hver dag indslag om det danske landshold.
I klubhuset deler Jo da også glad og gerne ud af den stak postkort med billede af det danske landshold, som DBU har læsset af bag baren - ligesom der er store plakater af de rød-hvide EM-spillere på væggene.
Hverken med sprog eller levestil er det noget stort spring for en dansker at besøge Holland.
Især ikke for de danske fodboldspillere, der lever deres lejr-liv i beskyttede omgivelser med en golfbane uden for døren og en politieskorte, der gerne smutter midt under træningen for at agere taxi for et par halvskadede danske spillere, der vil hjem til hotellet.
Dannebrog er hejst ved porten ind til det lille stadion, og i Beutestraat lige udenfor ligger der en B&O-forretning, som spillerne lige kan nå at skimte gennem de mørkt-tonede ruder, når de ruller ind til træningen i den røde, hollandsk indregistrerede landsholds-bus med de afskyeligt grimme, påmalede danske roligans i et stilmæssigt misk-mask af vikingehjelm, bøllehat og langt blond heavy-hår, som vi danskere åbenbart forventes at være udstyret med.
Duksedrenge på banen
I går blev de mange lokale tilskuere og udenlandske pressefolk en smule skuffede, da danskerne væltede ud af bussen, for de fleste spillere havde valgt golf i stedet for fodbold til den frivillige træning, hvor kun en håndfuld af EM-truppens spillere tog med til Nieuwenhagen.
De havde hver sin gode forklaring på et spørgsmål, der lå lige til højrefoden:
Hvorfor vælger en fodboldspiller at bruge sin fridag på fodbold?
"Jeg kan ikke bare slet ikke sidde stille på hotellet, når jeg har en chance for at spille fodbold. Jeg elsker at træne og er altid fuld af energi, som jeg skal have brændt af," sagde Thomas Gravesen og strålede omkap med solskinnet på en dejlig sommerdag i Sydholland.
Ud over "Graver" var kun Morten Bisgaard og Søren Colding af markspillerne mødt op for at trille lidt med bolden, så heldigvis fik de selskab af flere af lederne omkring holdet, der fik vist deres evner med den lille runde.
"Det er skønt at få sådan en legedag, for fodbold på topplan køres normalt i meget stramme tøjler.
Jeg har ikke brug for en fridag fra fodbolden - det her er en sjov fridag med fodbold," understregede Brøndby-backen Søren Colding og nød åbenlyst skud-træningen og spil til to mål, mens Martin Laursen og Martin Jørgensen måtte nøjes med at løbetræne for at pleje deres lyske-skader.
Hyggebolden og skudtræningen gav masser af underholdning til tilskuerne, selv om en lille knægt i Ajax-trøje var temmelig skuffet over, at hans store idol, Jesper Grønkjær, ikke var mødt frem.
Til gengæld fik han en autograf og et klap på det mørke hår af landstræner Bo Johansson.
Travle målmænd
Et par af aktørerne fik dog lov at gennemsvede Hummel-træningsdragten. De to reservemålmænd, Thomas Sørensen og Peter Kjær, var dagens travle duo med masser af redninger.
"Jeg er lidt gammeldags på den måde, at jeg hellere vil træne først og så slappe af bagefter med god samvittighed og vide, jeg har gjort, hvad jeg kan for at være klar," sagde keeper Kjær.
Og således fik markspillerne det, som de ville have det: Masser af hygge-bold og skud på mål.