Det er skæbnetime i Danmark, for der er snart folketingsvalg, og allerede lørdag spiller fodboldlandsholdet en vigtig kvalifikationskamp mod Serbien.
BT har derfor blandet de to store begivenheder sammen og leget med tanken om, hvordan det ville se ud, hvis en eventuelt kommende regering bestående af landsholdsspillere trådte ud af porten på Amalienborg.
Den skandaleombruste angriber nyder enorm respektblandt landsholdskollegerne, og han optræder i medierne med en statsmands autoritet og den rette snert af arrogance.
Daniel Agger:
»Bendtner har jo prædikatet ’Lord’, så det giver god mening, at han er statsminister.«
Andreas Bjelland:
»Han er jo den, pressen allerhelst vil have fat i. Ham, alle jagter. Så det må næsten være Bendtner, der får lov at sidde deroppe på tronen.«
Den rutinerede fynbo er berømt og berygtet i landsholdstruppen for sin evne til at føre en stram privatøkonomi. Han er oplagt som finansminister.
Daniel Agger:
»Han har aldrig pungen fremme. Er du sindssyg! Jeg har kendt ham i 10 år, og jeg har aldrig set hans pengepung. Han passer sindssygt meget på sine penge, og det er altid os andre, der må betale for ham.
Andreas Bjelland:
»Lars er jo bare ubehagelig, og det skal en finansminister vel egentlig også være.«
Rejste allerede som 18-årig ud i den store verden og har aldrig set sig tilbage. Kan tale engelsk, tysk, italiensk og fransk. Det kommer man langt med som udenrigsminister.
Daniel Wass:
»Simon Kjær er jo meget berejst og kan tale sindssygt mange sprog. Så han kunne sagtens blive en god udenrigsminister.«
Midterforsvareren er født med en naturlig autoritet, der i en ung alder gjorde ham til anfører i FC Nordsjælland og siden i Twente. Og Bjelland har - ifølge sig selv - en foragt over for folk, der ikke holder sig på dydens smalle sti.
Andreas Bjelland:
»Jeg er god til at tage hårdt fat i William Kvist, fordi han altid kommer for sent. Der er mange, der kalder mig for holdets politimand. Den ministerpost kan jeg godt se mig selv på. Jeg elsker at være efter folk, der bryder reglerne.«
Målmanden kræver meget af sine medspillere og er - nøjagtigt som sin far i sin tid - ikke bleg for at levere en voksen skideballe til dem, der ikke leverer til fællesskabet.
Daniel Wass:
»Schmeichel som skatteminister? Ja, jeg har også hørt, at han har meget godt fat i skatten derovre i England.«
Stephan Andersen:
»Kasper Schmeichel ville være god. Han kan virkelig finde ud af at holde på sine penge.«
Som landsholdstruppens ’hele’ menneske er William Kvist oplagt som kulturminister. Rygterne vil vide, at Wigan-spilleren er særdeles belæst og brænder for det kulturelle.
Andreas Bjelland:
»William sidder altid med den store ’Berlinger’ om søndagen, hvor han kører igennem alle de mange forskellige sektioner. Og han læser også Børsen - lidt for meget og lidt for grundigt.«
Daniel Wass:
»Kvist er en meget kulturel type. Han sidder altid og læser Politiken til morgenmaden.«
En svær post at besætte i landsholdstruppen, hvor nye spillere selv skal arbejde sig op fra bunden. Stephan Andersen er den, der oftest står klar til at give nye ansigter en varm velkomst.
Andreas Bjelland:
»Vi er alle nogle dumme svin. Især Stephan Andersen. Han kunne godt være integrationsminister - bare en meget dårlig en af slagsen. Ha, ha. Nej, det er selvfølgelig pjat. Jeg tror, de nye hygger sig i truppen.«
Andre ministre i Bendtner-regeringen
Undervisningsminister:
Pierre-Emile Højbjerg er kun 19 år, men han er altid klar til at dele ud af sin visdom. Han var eksemppelvis klar med et godt råd, da Andreas Christensen, der er et halvt år ældre end Højbjerg, mandag stod over for sin landsholdsdebut: ’Gå ud og nyd det, min dreng’.
Forsvarsminister:
Daniel Agger har siden sin landsholdsdebut for ti år siden stået i spidsen for det danske forsvar, når fjenden har stået for porten. Desuden har den danske anfører tidligere udtalt i BT, at han drømte om at være soldat udsendt for Danmark, inden han blev professionel fodboldspiller.
Vækstminister:
Hvis der er en, der ved noget om vækst, er det Christian Eriksen. For ti år siden var han en ganske almindelig 13-årig knægt fra Middelfart. I dag bliver Tottenham-stjernen i en undersøgelse fra det internationale Center for Sportsstudier (CIES) vurderet til at være 270 mio. kr. værd.
Transportminister:
Michael Krohn-Dehli må siges at være ekspert i transport. I 35 kampe for Celta Vigo i La Liga har han transporteret sig selv 378,1 kilometer, hvilket gør ham til mest den transport-stærke spiller i Spanien. Krohn-Dehli ville føle sig godt tilpas i Transportministeriet.
Sundhedsminister:
Få kender sundhedssystemet så godt som Daniel Agger, der har døjet med et hav af skader igennem karrieren. Han har dog allerede en taburet, så posten går til Nicolai Boilesen, der i sin forholdsvis korte karriere har været ramt af et utal af ankel-, knæ- og lårskader.
