»En voldsom provokation«

Reaktionen er krystalklar fra Steen Andersen, der er generalsekretær i Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade, efter han har set billedet af den meget tynde og meget unge model, der optræder i det danske modemagasin Cover.

Modelbureauet og magasinet Cover er med til at gøre den unge pige til et ikon for unge mennesker, der tror, at man skal se sådan ud, hvis man vil i et modeblad, mener Steen Andersen.

Den unge pige, der er en 16-årig model fra modelbureauet Scoop Models, reklamerer i magasinet blandt andet for en nederdel til 15.500 kroner.

»Jeg ved ikke, hvad bureauet og redaktørerne af magasinet har tænkt på.« siger han og tilføjer om  Scoop Models:

»De har altid sagt, at deres modeller ikke lider af spiseforstyrrelser. Men nu er det modsatte nærmest bevist,« siger Steen Andersen. Der er ingen undskyldning for at bringe billeder af den unge model, mener han.

»Selvfølgelig kan man godt vise tykke eller tynde mennesker, hvis de for eksempel har det skidt eller der er et andet formål med det. Men det her har intet formål, men er taget ud af den blå luft,« understreger Steen Andersen.

Men modellen på billedet er ikke syg, ifølge Scoop Models direktør.

»Hun har været i sorg, og da hun lave Cover, har hun tabt sig. Men hun har taget på igen og har det godt,« siger direktør i Scoop Models, Bente Lundquist, til bt.dk. Hun understreger, at modellen ikke har anoreksi.

»Hvis Cover har bragt et billede af hende, er det op til dem,« tilføjer hun.

Covers forelægger Malene Malling undskylder på Covers hjemmeside, at magasinet har bragt billedet.

»Jeg har selv døtre, og vi har ingen vægt derhjemme. Netop fordi jeg går op i, at de skal være sunde på alle måder. Så ingen må tro, at det her er en sag jeg tager let – og det kommer heller ikke til at gentage sig. Undskyld,« skriver hun.