Der er både godt og dårligt nyt, når det gælder pesticidforbruget i Danmark. Kommunerne, regionerne og staten udledte nemlig 44 procent mindre af de kradse kemikalier i 2010 sammenlignet med 2006. Det viser nye tal fra Miljøstyrelsen, skriver Ingeniøren. Men i det store billede betyder nedgangen i det offentlige forbrug ikke meget. Blot 0,1 procent af den samlede mængde aktive stoffer i pesticider blev brugt i det offentlige regi i 2010.

Og det ser mere dystert ser det ud, hvis man vender blikket mod landbruget. For mens det offentlige har skruet ned for pesticidudledningen, så har det landmændene skruet gevaldigt op. Fra 2006 frem til 2010 steg forbruget af pesticider i landbruget med 20 procent.

Pesticidplanen fra 2004 slog ellers fast, at den såkaldte behandlingshyppighed af landbrugsarealer skulle nedbringes til 1,7 - i stedet er den steget til 2,8.

Det lavere offentlige pesticidforbrug har blandt andet sin forklaring i en frivillig aftale fra 1998. Dengang aftalte miljø- og energiministeren, KL, Amtsrådsforeningen samt Københavns og Frederiksberg Kommune at udfase det offentliges brug af pesticider. Og i 2006 var forbruget faldet med næsten 80 procent. Men det har altså ikke inspireret landmændene til at følge trop. Og det ærgrer Kommunernes Landsforening,

-Vi er glade for, at kommunerne kommer så godt i mål med aftalen om at bringe forbruget af pesticider ned, og det er ærgerligt, at der stadig er et langt stykke tilbage på landbrugsområdet,« siger Pia Færch, der er vicekontorchef på kontor for Teknik og Miljø i KL, til Ingeniøren.