Arla er kommet ud i et voldsomt stormvejr, fordi virksomheden har indgået samarbejde med en organisation, som mange bønder ser som deres fjende nummer et. 

'En hån mod de danske landmænd!'

Sådan betegner flere brugere på de sociale medier den kampagne, Arla satte i søen mandag under overskriften 'Vi kalder mælekasserne hjem'.

Formålet er at få danskerne til at returnere nogle af de tusindvis grønne mælkekasser, som hvert år forsvinder og ender bag på knallerter og i sandkasser i børnehaver. Derfor bliver Arla nødt til at producere 300.000 nye mælkekasser om året, og det skader miljøet.

Det skriver Landbrugsavisen.

Men hvad der umiddelbart ligner en banal og velgørende indsats for at spare penge og skåne miljøet, bliver af mange landmænd opfattet som en fornærmelse. Arla har nemlig besluttet at donere en krone per kasse til Danmarks Naturfredningsforening (DN), som mange landmænd traditionelt har et meget anstrengt forhold til, fordi de føler, at DNs kamp for at bestykke miljøet modarbejder deres interesser. Derfor har den nye kampagne fået en del landmænd til at fare til tasterne.

På Facebook forsøger Arla at svare de vrede landmænd og forklare, at der skam er en god pointe i at samabejde med netop Dansk Naturfredningsforningen.

»Jeg kan helt kort sige det sådan, at nogle gange vurderes det, at der kan være fordele i at bygge broer og ikke grave grøfter... hvis man på længere sigt gerne vil have en ny form for dialog,« skriver Rikke M på vegne af Arla Danmark på virksomhedens hjemmeside.

Med indsamlingen håber Arla at samle mellem 75.000 til 100.000 kasser ind fra hele landet.

»Altså, det koster os jo penge, at kasserne forsvinder fra systemet. Var de så alletiders sikre legetøj, så vi kunne bruge det som branding, var det en anden snak. Men de er ikke lavet til at være legetøj.  Vi er utrygge ved det. Mange kasser går i stykker og får skarpe kanter. Derfor skal de ikke ligge i sandkassen eller bruges af børn,« siger den ansvarlige for forsyningskæden hos Arla, Karen Tybjerg.

Hvert år koster de forsvundne kasser Arla over seks millioner kroner om året. Derudover er de en stor miljøbelastning.