De danske håndboldherrer har fået en skuffende start på VM-slutrunden i Qatar. En enkelt sejr over sløje Saudi-Arabien og to gange uafgjort mod Argentina og Tyskland er udbyttet efter de første tre kampe, og det betyder efter al sandsynlighed, at Danmark glipper førstepladsen i puljen og dermed får en langt sværere vej fra 1/8-finalerne og frem.
Den vej begyndte at se endnu mere besværlig ud, da Niklas Landin blev meldt skadet i lysken efter kampen mod Tyskland. Den danske stjerne-målmand kunne ikke selv vurdere omfanget af skaden på onsdagens pressemøde i Doha, men efter en test ved aftenens træning klarmeldte landsholdets sundhedsstab anføreren til den vigtige kamp mod Rusland.
»Det (testen, red.) forløb glimrende. Ganske vist er der en lille forstrækning højt på venstre lår, men det er ikke værre, end at han kan spille mod Rusland,« siger landsholdslæge Steen Bo Kalms, der sammen med holdets fysioterapeuter vil behandle Landin frem mod kampen mod Rusland.
Selvsamme Niklas Landin erkender, at han ikke har ramt det niveau, han havde håbet på indtil videre ved dette VM. Men han vil dog ikke bebrejde et udskældt dansk forsvar de manglende redninger. Han mener, at hele den danske defensiv skal løfte sig i samlet flok.
»Jeg synes egentlig, at vores angrebsspil var rigtig godt mod Tyskland. Forsvars- og målmandsmæssigt kan vi godt finde op på et højere niveau,« siger Landin, der mener, at holdet indtil videre har vært et godt stykke fra topformen under VM.
»Det har ikke været deroppe, hvor vi gerne ville have været. Vi har heller ikke fået den start, vi gerne ville. Men jeg synes stadig, truppen virker rimelig rolig, alle er med på, at vi skal - eller vi vil - slå Rusland i morgen. Så ser det langt bedre ud, siger Landin.
Det skuffende pointudbytte indtil videre i gruppespillet står ikke mål med de tårnhøje forventninger, der klæber til herrelandsholdet, som har tilhørt den absolutte verdenstop i en længere årrække. Derfor er der også åbnet for kritikken, og flere landsholdsspiller indrømmer da også, at de kan mærke presset fra omverdenen inden opgøret mod Rusland. Det gælder blandt andet forsvarsstyrmand Rene Toft Hansen.
»Jeg kan mærke det ved, at vi bliver stillet mange kritiske spørgsmål. Sådan er det, når vi har leveret utrolig flot i de seneste fire år, hvor jeg har været med. Der har vi leveret på rigtig højt niveau. Nogle gange kommer der perioder, hvor det ikke rigtig hænger sammen og fungerer. Der må vi stå sammen. Vi er måske i en af de perioder, hvor det ikke sidder lige i skabet, og det skal vi prøve at fighte os ud af. Vi skal skrue en tand ekstra op,« mener Rene Toft Hansen, mens lillebror Henrik Toft Hansen supplerer:
»Selvfølgelig er der pres, i og med at vi gjorde det svært for os selv i den første kamp mod Argentina, som vi havde nede i sækken, men glemte at snøre den, så de fik det ene point. Tyskerne var vi også favoritter imod, men med deres form lige nu er det bare svært at tage point fra dem. Vi har lagt lidt pres på os selv, fordi vi ikke længere selv kan afgøre at blive nummer et nu. Så vi må gå efter andenpladsen i stedet, og det kræver to point mod Rusland,« lyder det.