På Facebook er adskillige grupper til kamp for lakridspibens bevarelse allerede dukket op. Som følge af et nyt direktiv, der arbejdes på i EU, risikerer den sorte pibe nemlig at ryge ned fra hylderne, fordi det ikke længere skal være tilladt at sælge slik, som minder om tobaksvarer.

Men udsigten til, at det ikoniske stykke lakrids med det lyserøde krymmel forsvinder, har fået driftige danskere til at gå i kamp for pibens bevarelse, og hele dagen har telefonen ringet hos producenten Cloetta, der står bag slikmærket Malaco.

- Vi har fået mange henvendelser både fra butikker, som spørger, om de skal bestille ekstra hjem og fra folk, som er villige til at gå march for lakridspiben, fortæller marketingmanager for Cloetta Danmark, Heidi Teschemacher.

Selvom Cloetta Danmark er indstillet på at gøre meget for at bevare den sorte bløde lakridspibe, vil man dog tage et eventuelt EU-direktiv meget seriøst, understreger Heidi Teschemacher.

- Det er klart, at det naturligvis er meget alvorligt, og står vi i en situation, hvor der kommer et forbud, så må vi finde på noget andet, så vi vil ikke miste den. Selvfølgelig er den ikonisk, men det er nok mest smagen, det handler om. Det er en god lakrids, og så må vi finde på en anden form, siger hun.

Cloetta Danmark ønsker i øvrigt ikke at oplyse om, hvor stor en andel af deres indtjening, lakridspiben tegner sig for.

HVAD MENER DU? DELTAG I AFSTEMNINGEN NEDENFOR, I DEBATTEN PÅ BT.DK HER ELLER I DEBATTEN PÅ FACEBOOK HER

{embedded type="node/polls" id="26684159"}