- Peter Arnfeldt stillede vist også et par spørgsmål, men jeg kan ikke huske, hvad det handlede om. Det var vist noget, der lå i kølvandet på mine spørgsmål. Som minister havde jeg også en forpligtelse til at forstå, på hvilke konditioner afgørelsen var truffet. Jeg gjorde det også for at blive klogere, lød svaret.
- Jeg har ingen erindring om, at vi har snakket om det i Venstre, svarede Troels Lund Poulsen.
Han kunne heller ikke huske, om han i detaljer drøftede sagen med sine embedsmænd på dette tidspunkt.
Da BT 23. juni 2010 skrev, at Thornings mand Stephen Kinnock var gået i skattely i Schweiz, lancerede Venstres Søren Pind et uhørt angreb på Thorning. Til Berlingske sagde han dagen efter, at Thorning er en 'skattehykler'.
Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen svarede igen med en påstand om, at hele sagen var aftalt spil og forberedt arbejde fra Venstres side.
Selv om sagen var ganske højspændt og præget af gensidige beskyldninger fastholdt Troels Lund Poulsen, at han ikke diskuterede sagen i detaljer med nogen og i øvrigt ikke huskede enkeltheder i sagsforløbet fra det tidspunkt.
Flere gange gentager Troels Lund Poulsen, at han 'ikke husker det', når udspørger Lars Kjeldsen forsøger at få ham til at forklare sig.
- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at en oppositionsleder ikke havde styr på, hvad hun skulle betale i skat. Derfor behandlede jeg den helt på samme måde som andre henvendelser af den karakter, siger han under sin afhøring i dag i Skattesagskommissionen.
