Læs den danske jæger-enkes gribende takke-brev
Fik hilsen fra Obama
Fik hilsen fra Obama
Tabet af den danske jægersoldat René Brink Jakobsen i Afghanistan 2. januar har vakt opmærksomhed og medfølelse langt uden for Danmarks grænser. Lørdag blev der taget afsked med den 39-årige elitesoldat ved en bisættelse med officiel deltagelse fra både USA og England, og nu har også den amerikanske præsident udtrykt sin sympati med de efterladte i den lille by Veng ved Skanderborg. Det fremgår af en tak, som René Brink Jakobsens enke, Camilla, i dag har offentligt på forsvarets hjemmeside.
- Det er tydeligt, at sorgen ikke kun er en personlig sorg, vi som familie bærer. Det mærker jeg gennem kondolencerne, skriver hun og nævner ud over sin mands nære venner, kolleger og familie afsendere som statsministeren, flere internationale ambassadører, dronningen og altså også den amerikanske præsident, Barack Obama.
Ifølge det meget personlige brev, som Camilla Brink Jakobsen har skrevet til de mange, der har vist deres respekt og medfølelse i forbindelse med hendes mands død, har opbakningen fra første øjeblik været næsten ubeskrivelig.
- Der er så mange, jeg ønsker at takke af hele mit hjerte. Børnene og jeg har modtaget så mange smukke og medfølende kondolencer og praktisk støtte fra vores netværk, at jeg som eneste mulighed for at nå ud til jer alle må bruge medierne for at takke jer, skriver hun og beskriver samtidig den sorg, der ramte den lille familie, da hun natten til den 3. januar fik den forfærdelige nyhed om, at hendes mand som den første jægersoldat nogensinde var faldet i kamp.