Lærere er danmarksmestre i overarbejde
En enkelt lærer på en erhvervsskole har fået 720.000 kroner udbetalt i overarbejde, hvilket svarer til 16 timers arbejde om dagen.
En enkelt lærer på en erhvervsskole har fået 720.000 kroner udbetalt i overarbejde, hvilket svarer til 16 timers arbejde om dagen.
Der bliver overarbejdet for 380 millioner kroner på landets erhvervsskoler, fastslår en endnu uudgivet rapport fra Moderniseringsstyrelsen, som Avisen.dk har læst.
Rapporten viser, at danmarksmesteren i overarbejde på erhvervsskolerne sågar har fået 720.000 kroner udbetalt i overarbejde.
Det svarer til, at den unavngivne lærer arbejder over 16 timer om dagen, eller 80 timer om ugen.
- Rapporten viser, at vi har et massivt problem, lyder det samstemmende fra Hanne Pontopidan, der er formand for Uddannelsesforbundet, og formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening Gorm Leschly til Avisen.dk.
1.250 ud af godt 10.000 erhvervsskolelærere får over 100.000 kroner udbetalt i ovrearbejde. I gennemsnit får erhvervsskolelærerne udbetalt over 37.000 kroner i overarbejde. Mest massiv er overarbejdsbetalingen på handelsskolerne, hvor overarbejde i gennemsnit sikrer lærerne 52.500 kroner årligt.
I rapporten lyder det, at erhvervsskolelærerne i høj grad efterspørger overarbejdet, fordi det skæpper i pengepungen.
- Lederne beskriver en kultur, hvor nogle lærere ser overarbejdet som en velerhvervet rettighed, og at de derfor forventer at få udbetalt overarbejde en gang årligt. Det vil sige, at nogle lærere opfatter overarbejdet som et slags medarbejdergode, står der i rapporten. En unavngiven leder udtaler, at lærerne nærmest kommer op at slås om de ekstra timer.
- Som udgangspunkt er overarbejdet noget lærerne selv efterspørger, når der eksempelvis lægges en seddel med ekstra hold, er der så meget kamp mellem lærerne om at få holdet, at der nærmest kun er konfetti tilbage, siger lederen til Avisen.dk.
Lærernes organisationer erkender, at nogle lærere ønsker overarbejdet.
- Jeg skal ikke afvise, at nogle lærere synes, det er bekvemt, siger Hanne Pontopidan.
- Der er skoler, hvor der er en kultur, hvor man gerne vil have overarbejde. Men det, jeg hører fra langt flere steder, er, at især de nye unge lærere ønsker ikke overarbejde, siger Gorm Leschly.
BNB