Læge, forfatter og debattør Haifaa Awad har begået en længere opdatering på det sociale medie Facebook, som flere tusinde danskere har reageret på.
Her skyder den danske læge med syrisk baggrund skarpt efter danske medier og politikere for udlændingedebatten og flygtningepolitikken i Danmark. Debatten giver ifølge hende ikke et dækkende billede af, hvordan den 'brune' del af det danske samfund reelt er.
Haifaa Awad starter sit indlæg på følgende måde:
»Hav en smule respekt. Jeg ved ikke om jeg skal sætte børn i verden mere, rend og hop med jeres knalde kampagner. Efter en nattevagt på Hjørring sygehus, har ALLE de andre læger som jeg mødte i vagten været brune. Min irakiske anæstesi overlæge, den irakiske ortopædkirurgisk overlæge, akutlægen fra Palæstina, den somaliske pige som er læge i skadestuen, og jeg, en syrisk anæstesilæge.
Vi er de IKKE eksisterende perker i nogle af de verserende debatter OM de brune. Vi er nemlig anomalien/succeshistorie/mønsterbryderen, hvor det normale jo er at man er islamist eller tæsker sin kone og børn med hjemmel i Mellemøstlig kulturtradition.
[NB. At vi så er læger, lægges vi også til latent had for, for det må være social kontrol at vores forældre tvang os ind på lægestudiet].«
Efterfølgende henviser hun blandt andet til problematikken, at folk med ekstreme holdninger bliver fremhævet i medierne og dermed bliver 'normalen' frem for folk som Haifaa Awad og hendes kolleger.
Du kan læse hele Haifaa Awads opslag i bunden af artiklen eller ved at klikke her.
»Vores samfund går op i limningen«
Opslaget blev skrevet torsdag formiddag og har i skrivende stund fået massiv opbakning på Facebook, hvor over 5000 har liket det, næsten 500 har kommenteret på det, og over 1800 personer har delt det.
Den kvindelige anestæsilæge, der blandt andet har skrevet om sine oplevelser som frivillig læge i Syrien, skriver også, at hun er træt af vågne op til, at de danske ’brune’ generationer bliver slagtet af politikerne.
»Jeg siger ikke vi ikke har massive integrationsudfordringer, vi skal have løst. Jeg siger bare at den hetz der køres utrætteligt dag og nat ikke løser nogle som helst integrationsproblemer, tværtimod. Den populistiske kamp retter sig leflende mod højrefløjen, imens den styrker stereotyperne, "os" og "dem" diskursen og forstærker fordommene. Det er en anti-demokrati kamp, der har til formål at finde en fjende som al samfundets laster kan hænges op på, selv på bekostningen af de demokratiske værdier.
Vores samfund går op i limningen på markante og vigtige områder, men alligevel er det den evige utilpassede perker, der er på forsiden, den evige paranoide islamistiske vrangforestilling der jagter vort dagligdag. den menige dansker på gaden ved nu mere om islam end jeg selv gør, han vil endda ivrigt debattere min sharia på facebook mere ivrigt end jeg. Han har indblik i islams troslære mere end sin egen selvangivelse.«
Hun indrømmer, at Danmark har integrationsproblemer, men:
»Men ha' dog for Guds skyld lidt respekt for os, som i omtaler. Respekt for os som holder jeres far i hånden, så i kan køre i ministerbiler på arbejde. Respekt for den studerende, ingeniøren, kassedamen, revisoren, tømreren, den ældre kvinde på bistand, pedellen, servicemedarbejderen, manden på dagpenge, politimanden, bankmanden, slipsedrengen, tandlægen og den PTSD ramte. En respekt der SKAL slå rødder i integrationsdebatten, i flygtningedebatten og i den globale debat, hvis vi skal inkludere og løfte sammen.
Jeg har inkluderet i nat ved at brygge arabisk kaffe med kardemomme til mine sygeplejersker. Det var et hit. Måske kunne politikerne brygge lidt kaffe til os en dag?«
Der er både positive og negative kommentarer på opslaget, men langt de fleste er positivt stemt - eksempelvis skriver en Jakob Ptak:
»Håber du ved at vi er mange det godt forstå hvordan virkeligheden faktisk er, og vi er mange selv om vi bliver overdøvet af ..... ja vi ved jo godt hvem der slår plat på racisme.«
En Bettina Pedersen skriver:
»Kære Haifaa. Du har helt ret. 1000 tak for dit indslag. Sender dig et stort virtuelt knus. Bliv ved som debattør. Dit indslag er det bedste jeg har læst længe! Og det var lige din stemme vi trængte til i disse dage, hvor tonen bliver hele tiden mere nedladende og selvtilstrækkelig. Det sætter tingene i det rigtige perspektiv.«
Du kan læse hele Haifaa Awads opslag forneden eller ved at klikke her.