17-årige Sofie Aarup Lynott fik i august 2014 konstateret kræft. Tumoren var en sjælden art, kræften sad allerede i hele kroppen og udmeldingen fra lægerne var klar: 'Du har kun seks måneder tilbage at leve i. Maksimum'.
Efter mere end to år lever Sofie Aarup Lynott stadig. Hun bor i London med sin mor, og i næsten to år har hun taget cannabis-olie for sin kræftsygdom, der på engelsk hedder 'Desmoplastic small round tumor'. En kræfttype, som meget få har og som de sjældent overlever.
Det cannabis hun bruger, har hun fået sendt af Claus 'Moffe' Nielsen, der blev varetægtsfænglet den 4. oktober for at fremstille og sælge cannabisolie til alvorligt syge danskere gennem en webshop.
Sofie Aarup Lynott fik det gratis, fordi Claus 'Moffe' Nielsen har nægtet at tage penge for behandling til børn, og hun har taget det i næsten to år.
Hun fortæller til BT, at det tager de værste bivirkninger fra kemoterapien, og hun ville ikke være det foruden, selvom hun var skeptisk i starten. I starten havde hun egentlig ikke lyst til at tage det, fordi det var stærkt. Da hun mærkede den effekt, det havde på hende, ændrede hun dog mening:
»Jeg får det bedre af cannabis lige med det samme. Det er derfor, jeg er så villig til at tage det. Det er ligesom en 'pain-killer'. Hvis jeg en dag kastede op og så tog cannabis, stoppede jeg med at kaste op. Jeg tror også det har hjulpet med at standse spredningen af kræften. Jeg tror, det var gået meget hurtigere, hvis jeg ikke havde fået cannabis-olie. Jeg kan ikke forestille mig mit liv uden det nu.«
Sofie Aarup Lynott fortæller, hun slet ikke kan beskrive, hvor meget cannabis hjælper hende. Og hun synes, det er forfærdeligt, at Claus 'Moffe' Nielsen er blevet arresteret
»Jeg kan dog godt forstå det. Det er jo selvfølgelig ikke lovligt, men han gør det kun for at hjælpe, og han har hjulpet så mange,« fortæller hun om den mand, hun kalder for 'sin helt'.
I Danmark kan kræftpatienter godt få medicinsk cannabis, hvis det bliver ordineret af en læge. Kræftens Bekæmpelse skriver på deres hjemmeside, at cannabis i et vist omfang kan lindre smerte hos kræftpatienter og virke kvalmestillende under kemoterapi.
Det er dog ikke videnskabeligt bevist, at cannabis kan bruges til at behandle kræft. Samtidig kan stoffet også give alvorlige bivirkninger. Blandt andet kan det give hallucinationer, en dårlige hukommenlse og medføre lavt blodtryk.
Sofie Aarup Lynotts mor, Mette Aarup Korntved gjorde sig da også nogle overvejelser, før hun gav sin 17-årige datter cannabis. Hun kendte lidt til det i forvejen, og fordi datterens tilstand er så alvorlig, valgte Mette Aarup Korntved at tage sagen i egen hånd.
Hun fik kontakt til Claus 'Moffe' Nielsen gennem sin søsters veninde, for hun nægtede at give op:
»Da Sofie blev syg tænkte jeg, at min datter skal fandeme ikke dø af den sygdom. Hvad jeg kan gøre selv, det skal jeg bare gøre. Uden cannabis havde hun ikke været her endnu. Var hun ikke død af kræft, var hun død af kemo-bivirkninger. Da hun startede med kemo, tabte hun ti kilo på halvanden uge, fordi hun kastede op hele døgnet. Manden med leen stod ved hendes seng, men det øjeblik hun fik cannabis ændrede alt sig.«
Sofie Aarup Lynott har i de to år, hun har taget cannabis ikke kastet op. Samtidig har det givet hende mulighed for at se sine veninder, og hun har fået det bedre og er ved godt mod.
»Der er ikke nogen tvivl i mit sind om, at det er cannabis, der har gjort det. Selvfølgelig er det ikke fedt at give sit barn cannabis. Hun bliver også høj af det nogle gange. Men hvis det er det eller døden, så er der ikke noget valg,« siger Mette Aarup Korntved, der kalder det skandaløst, at cannabis endnu ikke er legaliseret.
Sofie Aarup Lynott får ikke længere kemoterapi, da hendes krop ikke kan tåle mere. Familien har nu startet en indsamling i håb om at hun kan komme til Tyskland og få alternativ behandling for sin kræftsygdom, og hun vil fortsat bruge cannabis i hverdagen.
Indsamlingen til Sofie kan du finde her.