Læger: Mubarak er alvorlig syg
Egyptens livstidsdømte ekspræsident Hosni Mubarak har det så dårligt, at læger nu anbefaler, at han overføres til et militærhospital.
Egyptens livstidsdømte ekspræsident Hosni Mubarak har det så dårligt, at læger nu anbefaler, at han overføres til et militærhospital.
Helbredsproblemerne fortsætter for Egyptens væltede præsident, 84-årige Hosni Mubarak. Efter søndagens livstidsdom er hans fysiske og psykiske tilstand blevet markant forværret, og de egyptiske myndigheder kan nu blive nødt til at indlægge ham på et hospital.
Via Reuters oplyser det statslige nyhedsbureau, MENA, at man har givet Mubarak kunstigt åndedræt flere gange i løbet af de seneste timer. Lægerne anbefaler, at han indlægges på et militærsygehus eller et andet større hospital.
Ifølge lægerne lider den tidligere diktator af nervesvækkelse, en alvorlig depression samt forhøjet blodtryk.
Hosni Mubarak har angiveligt været syg under hele retssagen, hvor han stod anklaget for korruption og for at give ordrer til drab på demonstranter. Han blev jævnligt ført ind i retssalen på en båre, og efter domsafsigelsen søndag brød han sammen og nægtede at forlade den helikopter, der fragtede ham til fængslet.
Mandag blev fængselspersonalet så nødt til at tilkalde en læge, efter Mubarak havde haft besøg af sin hustru og to svigerdøtre. Ekspræsidenten havde tilsyneladende fået endnu et sammenbrud og nægtede at indtage føde.