Mænd stresser kvinder under fødslen i stedet for at støtte dem, mener Michel Odent, 70, fransk gynækolog og forfatter, hvis ideer om den ideelle fødsel har vundet gehør i alle egne af verden, også i Danmark. I de 48 år som aktiv fødselslæge har han hjulpet 15.000 børn til verden.
"Nervøse mænd, der nogen gange ligefrem er tæt på at besvime, er i høj grad en medvirkende årsag til, at antallet af kejsersnit og brugen af bedøvelsen er steget markant", siger Michel Odent.
Det opsigtsvækkende forslag fra lægen, som bl.a. har inspireret alverdens kvinder til at føde i vand, kom ved en international lægekongres i London.
Michel Odent foreslår, at kvinden i stedet for den nervøse og stressende mand får støtte fra erfarne kvindelige hjælpere. En idé, som allerede testes ved flere skandinaviske sygehuse.
"Forslaget er provokerende, men der er en kerne i det, som man bør diskutere," mener Peter Thomassen, svensk fødselslæge og klinikchef.
Svend Aage Madsen, fødselsforsker og chefpsykolog ved Rigshospitalet, forfatter til den nye bog "Fædre og fødsler", er skeptisk:
"Det er svært at sige, om det giver flere eller færre komplikationer, hvis manden er til stede ved fødslen.
Det er i hvert fald ikke bevist videnskabeligt, at det medfører flere kejsersnit eller komplikationer.
Michel Odents forslag, der gør fødslen til noget snævert teknisk, er i hvert fald helt ude af trit med, hvad danske kvinder og mænd ønsker.
Danske mænd er netop med, fordi det gennem de sidste 20 år har været et voksende og brændende ønske hos de fleste kvinder. Jeg tror virkelig, kvinderne ville føle sig meget ensomme og ubeskyttede i dag uden mændene - med et personale, der farer ind og ud, skiftende vagthold osv.
En spørgeundersøgelse blandt 165 nybagte fædre, som vi har foretaget på Rigshospitalet, slår fast, at fødslen af begge parter opfattes som en meget fælles oplevelse, noget intimt.
Der er intet i vores undersøgelse, som peger på, at mændene skulle presse særlig på med hensyn til at kræve f.eks. smertelindring. 95 pct. siger, at de vil vil lade kvinden bestemme," siger fødselspsykolog Svend Aage Madsen.
Michel Odents idé med at lade en erfaren kvinde fungere som støtte for den fødende finder Svend Aage Madsen imidlertid god:
"Det er en udmærket idé at tage en erfaren kvinde med, f.eks. en meget nær veninde. Det ser ud fra foreløbige undersøgelser ud til, at der er færre komplikationer og indgreb, når der er en erfaren kvinde til at berolige den fødende.
Men det er nok i de færreste tilfælde, at et par ønsker en god veninde med til fødslen, netop fordi der er noget meget privat og intimt omkring det at føde.
I USA f.eks. bruger man mange steder Doula-princippet, som det kaldes (efter det græske ord for hjælperske, red.). Ideen har sine rødder i bl.a. indiansk kultur. Herhjemme mener jordmødrene, at de udfylder denne funktion."
Klinikchef, fødselslæge Peter Thomassen, Södersjukhuset, Stockholm, er også tilhænger af ideen med en erfaren kvindelig, ikke-professionel hjælper:
"Vores første tal i vores Doula-forsøgsprojekt viser, at antallet af kejsersnit og rygmarvsbedøvelser er faldet.
At være to ved fødslen er en smuk tanke, som vi i Skandinavien står fast på. Det handler også om ligestilling. Hvis manden bliver frosset ud, kan reaktionen blive: "Hvis jeg ikke må være med ved denne meget vigtige begivenhed, kan du selv få lov til at tage opvasken!" siger den svenske klinikchef.
Nye opgørelser viser, at antallet af kejsersnit på visse sygehusafdelinger er steget med helt op til 15 procent de seneste år. Eksperter har peget på personalemangel og flere mindre erfarne fødselslæger som medvirkende årsager hertil.