Da USA slog til og dræbte Al Qaeda-leder Osama bin Laden i maj sidste år, skete det med hjælp fra en pakistansk læge, der nu er sigtet for landsforræderi. Det afslører den daværende CIA-chef og nuværende amerikanske forsvarsminister, Leon Panetta, ifølge New York Times i CBS News’ »60 minutes«, der bliver vist søndag.

LÆS OGSÅ: 

USA havde haft fokus på Osama bin Ladens residens i den pakistanske by Abbottabad i et stykke tid, men var ikke 100 procent sikre på, at det var der, Al Qaeda-lederen opholdt sig. Derfor indsatte CIA den pakistanske læge Shikal Afridi, der skulle hjælpe med at samle beviser for, at Osama bin Laden rent faktisk opholdt sig i den bunkerlignende bygning.

LÆS OGSÅ:

Under dække af at stå i spidsen for et vaccinationsprogram mod hepatitis B skulle Shikal Afridi skaffe sig adgang til huset, hvor CIA mente, at Osama bin Ladens familie og måske bin Laden selv opholdt sig. Her skulle lægen samle DNA, så amerikanerne kunne være helt sikre, inden de amerikanske elitetropper blev indsat.

Det lykkedes ikke for Shikal Afridi at samle DNA, men lægen var ifølge Leon Panetta »meget hjælpsom« i efterforskningen.

Derfor er den amerikanske forsvarsminister også højst utilfreds med, at Pakistan fængslede Shikal Afridi, kort efter Navy Seals-aktionen kostede Osama bin Laden livet. Den pakistanske læge og CIA-agent er stadig fængslet og sigtet for landsforræderi.

- At de kan finde på at gøre sådan noget mod en person, der hjalp til i kampen mod terrorisme, er en stor fejl fra deres side, siger Leon Panetta ifølge New York Times.

Forsvarsministeren afslører også, at han mistænker de pakistanske myndigheder for at være bekendte med, at Osama bin Laden gemte sig i Abbottabad.

- Det var den største bunker i området, så man skulle tro, at nogen tænkte: Hvad helvede foregår der derinde?, siger Leon Panetta og understreger, at han ikke har nogen beviser for, at de pakistanske myndigheder beskyttede Osama bin Laden.

Det er blot en fornemmelse, og der var ingen spor i bunkeren, der kunne tyde på et samarbejde mellem Al Qaeda-lederen og Pakistan, erkender Leon Panetta.