Hunden Lego har givet autisten Tupper et helt nyt ‘liv’.
Kort efter Tuppers to års fødselsdag fik han diagnosen autisme. Allerede da Tupper var en lille dreng, havde hans forældre mistanke om, at deres dreng ikke helt var som andre. Han undgik øjenkontakt, reagerede ikke på sit navn og havde meget voldsomme reaktioner på svage lyde, mens larm ikke generede ham. Det skriver CBS News.
Og så var der søvnen - eller rettere sagt manglen på samme. Tupper sov aldrig mere end 20-45 minutter ad gangen, og hans nattesøvn var kun på sammenlagt 3-6 timer. Han var rastløs. Vendte og drejede sig, græd i søvne og havde slemme mareridt. Tuppers sprog var ikke udviklet, og han kunne derfor ikke sætte ord på det ubehag, han følte.
Familien, der kommer fra den canadiske by Winnipeg, fortæller til CBS News, at de sidste mange år har været både fysisk og følelsesmæssigt hårde.
»At have et barn, der græder, skriger eller synes at være i en form for ubehag, smerte eller stress, men som ikke kan fortælle dig, hvad der er galt, er meget vanskeligt. Du føler dig meget hjælpeløs, når du ikke ved, hvad du skal gøre for at hjælpe dit barn,« fortæller Tuppers mor Nancy Dunlop mor til CBS News.
Sidste år traf Tuppers forældre en beslutning, der ændrede deres - men vigtigst af alt - Tuppers liv. Deres redning blev en 2-årig labrador ved navn Lego. Lego er trænet til at hjælpe mennesker med autisme.
Siden Lego kom ind i Tuppers liv, er Tupper blevet meget mere rolig, og hans sprog har udviklet sig markant.
Familien kan også tage Tupper med i indkøbscentret eller på tur uden de store scener, hvor han tidligere kun ville sidde i klapvogn.
»Vi plejede at have en evig kamp med at få ham til at holde os i hænderne. Nu holder han altid godt fast i Legos vest, når vi går ud,« siger Nancy Dunlop.
Også nattesøvnen er blevet meget bedre. Hvor det tidligere tog flere timer at putte Tupper, tager det nu kun 15-30 minutter. Lego sover lige ved siden af Tuppers seng, og hunden beskytter ifølge Tupper ham fra de onde drømme. Det betyder, at Tupper nu sover mellem 8-10 timer om natten unden opvågninger.
»Lego har en stor beroligende virkning på Tupper, og han er der for ham, når han har brug for at regulere sig selv. Når Tupper er ked af det eller overvældet, så forsøger Lego at opmuntre ham ved at komme hen til ham eller hente legetøj til ham,« siger Tuppers mor til CBS News.