LA stemmer nej til finansloven
Liberal Alliance gør op med en årelang tradition og nægter at stemme for regeringens finanslov. Partiet håber at vinde respekt ved at bryde tabuer, forklarer Anders Samuelsen.
Liberal Alliance gør op med en årelang tradition og nægter at stemme for regeringens finanslov. Partiet håber at vinde respekt ved at bryde tabuer, forklarer Anders Samuelsen.
170 for. 9 imod.
Sådan vil stemmefordelingen efter alt at dømme se ud, når Liberal Alliance bryder med en årelange tradition på Christiansborg om, at alle ansvarlige partier stemmer for finansloven. Når SRSF-regeringens finanslov for 2012 på fredag skal til den endelige afstemning i Folketingssalen, stemmer LAs ni medlemmer nemlig nej.
Det skriver partileder Anders Samuelsen og politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll i en kommentar i Berlingske torsdag.
LÆS OGSÅ:
- De økonomiske udsigter for både Danmark og Europa er nu så dystre, at vi ganske enkelt ikke kan stemme ja til en finanslov, der både har massivt øgede skatter og afgifter og et så gigantisk stort underskud, som regeringen og Enhedslisten har besluttet sig for at påføre Danmark, skriver de to LA-topfolk.
LA overtager Øs nejhat
I årevis har det ellers været en tradition på Christiansborg, at alle partier undtagen Enhedslisten har stemt for finansloven - også selv om partierne ikke var med i aftalen bag finansloven eller enige i indholdet. Således stemte Liberal Alliance da også ja til finansloven i både 2009, 2010 og 2011, selv om partiet ikke var med i aftalerne. Men i år – hvor Enhedslisten ellers for første gang nogensinde vil stemme ja – ifører det liberale parti sig Liste Øs aflagte nej-hat.
Hos Socialdemokraterne kalder finansordfører John Dyrby Paulsen det »ærgerligt,« at LA på den måde bryder en »god tradition«. Ordføreren mener dog samtidig, at der er tale om et tomt stunt:
- Det betyder ikke noget i forhold til selve finansloven, men det er måske et signal om, at LA melder sig ud af alle politiske drøftelser frem over. Og det er da dobbelt ærgerligt, siger han.
LA vil sende klart signal
Anders Samuelsen begrunder blandt andet den opsigtsvækkende beslutning med, at forventningerne til statens underskud for 2012 for nylig vokset til lige over 100 milliarder kroner.
LÆS OGSÅ:
Men hvorfor nu? Skulle I ikke have forsøgt at ændre finansloven dengang, den blev forhandlet?
- Det forsøgte vi også alt, hvad vi kunne. Men regeringen valgte fra starten at lave finansloven sammen med Enhedslisten. Vores forslag blev afvist hele vejen igennem.
Hvad får I ud af at stemme nej, andet end at jeg skriver om jer?
- Vi håber, at vi vinder noget respekt for, at vi tør bryde klassiske tabuer om, hvordan man gør tingene i dansk politik. Vi agerer ud fra, hvordan virkeligheden ser ud, og det vinder vi respekt på. Når vi er i en så alvorlig situation som nu, skal der også utraditionelle løsninger til.
Aftalen om finansloven, som blev forhandlet på plads mellem SRSF-regeringen og Enhedslisten i november, betyder blandt meget andet fremrykkede investeringer for omkring 11 milliarder kroner i 2012 og otte milliarder kroner i 2013. Desuden bliver fattigdomsydelserne som kontanthjælpsloftet, starthjælpen og den såkaldte 450 timers-regel fjernet.
Store dele af VKs økonomiske politik, som for eksempel Tilbagetrækningsreformens efterlønsforringelser, bliver videreført, men der er til gengæld skatte- og afgiftsstigninger i vente på fem milliarder kroner.
LÆS OGSÅ:
Hvis en finanslov bliver forkastet af Folketinget, er det dog så alvorligt for den siddende regering, at den enten må gå af eller udskrive valg. Det er dog kun sket to gange, nemlig i 1929 og i 1983.
Liberal Alliances »nej« kommer dog ikke til at få nogen konsekvenser for finansloven, som rød lejr i forvejen har flertal for alene.
Torsdag stemmer Folketinget om ændringsforslag, inden den endelige afstemning om finansloven finder sted fredag.