I tirsdagens afsnit af 'Landmand søger kærlighed' får Claus Paakjær fra Skive endnu en gang kysset lidt på kvinderne i programmet.

Landmanden fra Skive er den eneste deltager udover Ruud Derks, som foreløbigt har kysset på sine kvindelige bejlere i det populære datingprogram 'Landmand søger kærlighed'.

Med sætningerne: »Jeg er lidt flabet, du siger selv stop, hvis det er;« og »Jeg har en ide,« får landmanden Claus Paakjær kysset på de sidste to kvinder i det seneste afsnit af programmet.

Det sker, efter han havde været på to romantiske dates på motorcykel og på skovtur.

At Claus Paakjær kysser løs på kvinderne i programmet er måske lidt sjovt, når man tænker på, at han tidligere har sagt, at han har lovet sine to 11-årige piger, at de ikke skulle se ham kysse på tv.

Det løfte brød han allerede på første gruppedate, hvor han gav vinderen af en klatrevægsdyst et kyst. Han fortsatte med en sen aftens kysseleg og nu også på sine to første individuelle dates med Gitte og Marianne.

Men den kvindeglade landmand slår fast, at pigerne bare synes, det er sjovt at se deres far i aktion.

»De tager det i stiv arm. De griner egentlig mest af det,« siger han.

Han fortæller, at det ville være unaturligt for ham, hvis han ikke havde kysset på de kvindelige deltagere i programmet.

»Det er min måde at være på. Jeg er ret ligefrem. På det tidspunkt havde jeg vænnet mig så meget til kameraet, at det næsten ikke eksisterede for mig. Jeg var selvfølgelig både nysgerrig på pigerne, men det er jo også, fordi det er lysten, der driver værket,« konstaterer den 44-årige landmand og fortsætter:

»Jeg var meget i tvivl om, hvem jeg skulle vælge på det tidspunkt. Om der egentlig var en mulig kæreste mellem de to. Det ved jeg faktisk ikke, om jeg helt vidste på det tidspunkt.«

Claus Paakjær mener dog, at han på daværende tidspunkt kendte pigerne bedre, end det måske umiddelbart fremgik af programmet.

»Jeg synes, vi var kommet ret tæt på hinanden. Vi boede jo samme i de dage. Og vores dates varede jo heller ikke kun i ti minutter,« siger han.