Michael Rasmussen forklarer nu motivet for at hænge alt og alle ud i sin nye bog 'Gul Feber'. Han vil gøre op med det hykleri, som han selv var en del af i mange år. 

Mandag morgen stod Michael Rasmussen igen frem i medierne i forbindelse med bogen 'Gul Feber'. I programmet Go'morgen Danmark på TV2 forklarede den tidligere toprytter om motiverne til at fortælle sin sandhed om cykelsporten og samtidig navngive alle de mennesker, som han har oplevet også har været en del af det store doping-snyderi.

- Jeg vil gerne udstille det enorme hykleri i cykelsporten, som jeg selv har været en del af. Der er rigtig mange spillere i det her, og de er interessante at få ram på. UCI, der har dækket over positive dopingtest og dækket over Armstrong, der vandt syv år i træk, fordi det var godt for forretningen

Adspurgt om han tror, at hans bog virkelig gør en forskel, er Rasmussen optimist.

- Lige nu er det her en bombe, og der spreder sig ringe i vandet. Nu tales der meget i Canada og USA om det her.

- Den rækker langt videre end Frank Høj og Nicki Sørensen. De oplysninger, som jeg har givet, gør rigtigt meget gavn hos WADA og i Holland.

Rasmussen afviser, at han skulle have ladet være med at navngive nogle af de mange ryttere, der udpeges som lige så skyldige i dopingmisbrug som ham selv.

- Hvis jeg nu skulle lade være med at nævne folk, så ville jeg beskytte dem og igen være en del af hykleriet.

- Og når jeg gør noget, så gør jeg det hundrede procent.

Selvom han fremhævede brugen af forbudte midler nærmest var integreret del af cykelsportens kultur gennem det sidste århundrede, ville han ikke fritage sig selv for skyld.

- Der er ingen tvivl om, at jeg snød. Jeg kunne ikke sætte mig udover det, da jeg nåede dertil. Men jeg er stadig stolt af min cykelkarriere. Doping var det sidste håndtag, som jeg drejede i bund. Jeg har også kørt rent, inden jeg begyndte at køre Tour de France, hævdede Rasmussen, som tidligere har erkendt, at han har brugt i doping i perioden 1998-2010.