FC København skal på torsdag op imod en gammel kending, når holdet møder William Kvist og Stuttgart i Europa League-gruppespillet.
Og midtbanespilleren ser frem til de to opgør, der venter mod hans tidligere arbejdsgiver i den næstfineste, europæiske klubturnering.
- Det er et hold med stor selvtillid, der står meget kompakt på banen og gør pladsen trang. Men de spiller flot fodbold og har vindermentalitet. Det bliver to kampe i øjenhøjde, men vi ved, at vi skal vinde, siger William Kvist til Stuttgarts hjemmeside.
William Kvist scorede i sidste uge for det danske landshold, da han reducerede til 1-2 i opgøret mod Italien, og dermed har midtbanespilleren allerede scoret flere mål for Danmark end for Stuttgart.
Kvist jagter nemlig stadig sit første mål for den tyske klub, som han skiftede til forrige sommer. Og grundet den magre målstatistik har Kvist heller ikke tænkt over, hvordan han vil fejre en eventuel scoring mod sin barndomsklub.
- Jeg tror, jeg ville blive så overrasket, at jeg næsten ikke ville vide, hvordan jeg skulle fejre det, lyder det med et grin fra den tidligere FC København-spiller.
På Stuttgarts hjemmeside udtaler også William Kvists holdkammerat, Martin Harnik, sig om mødet med FC København, og han anser de danske vicemestre som den sværeste modstander for Stuttgart i gruppen.
Der er kickoff i Tyskland klokken 21.05 på torsdag.
tipsbladet.dk