Da Martina Navratilova i går landede på Wimbledon med det klare mål at tangere Billie Jean Kings rekord på samlede 20 titler, var det ikke blot tennishistoriens ubestridte dronning, der vendte tilbage til den turnering, hun bag duggede briller tog afsked med i 1995.

Den 43-årige tjekkisk fødte amerikaner fremstår også som et klart optegnet forbillede for det lesbiske verdenssamfund, til trods for at den erklærede homofile og muskuløse tennisspiller altid selv har vægret sig for at lade sine private og professionelle liv flyde sammen.

Martina Navratilova, der i dag bor med sin kæreste i Aspen i Colorado i USA, har med andre ord aldrig brugt tennisbanen som afsæt for støtteerklæringer til den ene eller anden homoseksuelle sag.

Dem har hun holdt inden for i de lesbisk funderede bevægelser, hun har været særdeles aktiv i sammen med blandt andre førnævnte Billie Jean King.

"Martina var den første tennisspiller, der sprang ud frivilligt, og det blev hun vældig populær på i homoseksuelle kredse.

Hun har haft flere offentlige affærer, men hun har formået at overleve en del kraftig kritik og chikane og er i dag accepteret og blandt andet en særdeles efterspurgt deltager i reklamefilm," fortæller Filip Eondy, der er tennisjournalist på New York Daily News.

Navratilova alene

Martina Navratilovas ærlighed om sin seksuelle observans har siden vist sig at være ganske bemærkelsesværdig i en sportsgren, der på absolut topniveau ellers har været kendt for en overrepræsentation af kvindelige homoseksuelle.

Ifølge verdens i øjeblikket syvendebedste kvindelige tennisspiller, franskmanden Nathalie Tauziat, der beskriver udviklingen i kvindetennis i sin kontroversielle bog "Les Dessous du Tennis Feminin" (Bagsiden af kvindetennis), var bestanden af homoseksuelle i kvindernes Top Ti ganske anseelig for ti år siden.

Det til trods var det kun Navratilova, der valgte at springe ud.

"Fordommen om, at alle kvindelige tennisspillere er lesbiske, er så udbredt, at man næsten altid føler, at man skal retfærdiggøre sig selv.

Hvor mange gange har jeg ikke læst det afskyelige spørgsmål i folks øjne: Er hun eller er hun ikke?" skriver Tauziat blandt andet om emnet i sin bog.

Mangel på diskretion

Den 32-årige franskmand mener at vide, at der kun er to homoseksuelle spillere blandt de ti bedste kvinder i dag.

Alligevel er det stadig et emne, der er værd at beskæftige sig med ifølge Tauziat, der mener, at mange af nutidens homofile spillere kunne tage ved lære af Navratilovas anstændige og diskrete omgang med emnet.

"De fleste homoseksuelle spillere gør ikke en stor sag ud af deres seksualitet. Men jeg vil alligevel opfordre forældre til helt unge spillere til at overveje grundigt, hvem der omgiver dem.

Jeg oplevede selv engang en episode, der bør tjene som et eksempel. En træner for en ung pige bad mig om at se efter pigen i en turnering," beretter Tauziat og fortsætter:

"Efter et par dage opdagede jeg, at hun trænede med en lille gruppe lesbiske spillere. Jeg sagde til én af dem: Hold fingrene fra hende.

Jeg så aldrig pigen sammen med de spillere igen. Hun opgav senere sin karriere og gik ind i en religiøs sekt, som hendes forældre havde en masse besvær med at få hende ud af."

Nathalie Tauziat tager i sin bog klart afstand fra de homoseksuelle kollegaer, der demonstrativt udstiller deres seksualitet. Det er til ubodelig skade for atmosfæren i sporten, mener hun.

"Homoseksualitet som sådan chokerer mig ikke, men jeg kan blive rasende over manglen på diskretion.

Jeg blev chokeret, da jeg så forsiden på Paris Match (fransk ugeblad, red.), hvor Amelie Mauresmo (13.-seedet i Wimbledons damesingle, red.) og hendes kæreste Sylvie Bourdon poserede som filmstjerner.

Forestil dig, hvilke problemer en ung pige, der drømmer om at blive tennisstjerne, kan have med det.

Jeg bifalder, at WTA bad Amelie og Sylvie om at vise deres kærlighed på en mindre demonstrativ måde fremover.

Amelie sagde for nyligt, at kun én homoseksuel spiller havde bakket hende op - de andre frygtede, at hendes ærlighed ville komme til at skade dem."