Et amerikansk studium viste for nylig, at et dårligt sexliv ikke nødvendigvis får kvinder til at beklage sig over for deres partner. Ifølge flere danske sexologer står det ligeså skidt til med kommunikationen mellem mænd og kvinder herhjemme. For selvom danske kvinder generelt er gode til at tage deres sexliv alvorlig, vil partneren sjældent blive gjort opmærksom på det.

- Der er kvinder, som lader som om, at sexlivet er godt – og så tror mændene jo det samme, siger sexolog og parterapeut, Line Bassøe.

Den manglende sexlyst kan bero på mange ting. Ifølge sexolog Annette Jensen er problemet som regel, at de ikke føler sig hørt og elsket. Og så mister de lysten til sex. Men en stresset dagligdag og de mange hverdagsroller, som kvinder i dagens Danmark skal udfylde, er også nogle af de helt store syndere.

- I dag skal kvinder skal både agere mødre, karrierekvinder, veninder og søstre. Kvinder skal være det hele, og det hænger ikke altid sammen med, at de også skal være en lille missekat om aftenen, når manden er frisk, siger Christina Tatarczuk, der er sexolog og parterapeut.

- Der er en stor gruppe af kvinder, som egentlig har det fint med ikke at få sex. De har til gengæld dårlig samvittighed over for manden, fordi deres manglende sexlyst kan være skadeligt for forholdet, siger hun.

Fortsættes næste side...