Kvinder fik ikke besked om tegn på begyndende kræft
130 danske kvinder med forstadier til kræft i livmoderhalsen blev ikke behandlet i 450 dage. I flere tilfælde, fordi de ikke var blevet underrettet om deres tilstand.
130 danske kvinder med forstadier til kræft i livmoderhalsen blev ikke behandlet i 450 dage. I flere tilfælde, fordi de ikke var blevet underrettet om deres tilstand.
Selvom de udviste tegn på begyndende kræft, så har flere danske kvinder oplevet at gå i over et år uden at få besked af deres læge.
Det viser den seneste rapport fra Dansk Kvalitetsdatabase for Livmoderhalskræftscreening, skriver Fyns Amts Avis.
Selvom kvinder med alvorlige celleforandringer i underlivet maksimalt skal vente tre måneder på at blive behandlet, så gik 130 kvinder, der var blevet undersøgt i 2009, alligevel med forstadier til kræft i livmoderhalsen i mere end 450 dage uden at få behandling.
Det skyldtes i flere tilfælde, at kvinderne ganske enkelt ikke var informeret om deres tilstand.
Overlæge Iben Holten fra Kræftens Bekæmpelse beskriver antallet som »meget voldsomt«:
- Det er bestemt muligt, at nogle af disse kvinder har udviklet kræft, fordi de ikke har været i behandling, siger hun til Fyns Amts Avis.
Formanden for landets praktiserende læger, Henrik Dibbern, mener, at fortklaringen på problemet er manglende kommunikation mellem læger og patienter samt celleprøver, der forsvinder når de sendes frem og tilbage mellem sygehuse og praktiserende læger.
Omkring 125 danske kvinder dør hvert år af livmoderhalskræft