Før den 63-årige Peter Frederiksen flygtede til Sydafrika i 2006, levede han et liv i sus og dus i Danmark. Han ejede på et tidspunkt en stor gård i Nordsjælland og mængede sig med de kendte og rige.

Opret abonnement på PLUS og læs hele interviewet med Peter Frederiksen og hans historien som den våbenhandlende dansker med kønsorganer i sin kummefryser. Her fortæller han om et liv i Danmark med rige venner i sus og dus før flugten til Sydafrika.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Før den 63-årige Peter Frederiksen flygtede til Sydafrika i 2006, levede han et liv i sus og dus i Danmark. Han ejede på et tidspunkt en stor gård i Nordsjælland og mængede sig med de kendte og rige.

I dag befinder Peter Frederiksen sig i en fængselscelle i Bloemfontein i Sydafrika, sigtet for at have maltrakteret sin afrikanske kones kønsorganer.

Politiet fandt i sidste uge 21 kvindelige kønsdele i hans fryser, og de arbejder lige nu på højtryk for at finde ud af, hvem de 20 andre tilhørte.

Selv må Peter Frederiksen sidde i sin celle og ønske sig tilbage til gamle dage i Danmark. Dengang han var en vellidt tagtækker med eget firma. Han tækkede for de rige i Nordsjælland. Og festede med de rige. Det fortæller han åbenhjertigt om på bånd til fotografen Jørn Stjerneklar, som i tre dage i juni i år – og altså før det makabre indhold i mandens fryser blev kendt – interviewede ham til en P1 Dokumentar, som DR sendte torsdag.

Parløb med byggematador

»Jeg vil beskrive Peter Frederiksen som en succesrig altmuligmand i Danmark dengang. Han solgte illegale våben, han tækkede tage og arrangerede storvildtsjagter i Afrika,« fortæller Jørn Stjerneklar.

En af Peter Frederiksens bedste venner i Danmark var ifølge ham selv den excentriske og fremsynede byggematador Bøje Nielsen. Han døde i 2007, men før det var han berømt i Danmark for sammen med Axel Juhl-Jørgensen at opbygge Dansk Totalentreprise. Senere gik det galt. Bøje Nielsen begyndte at drikke og opføre sig mere og mere bizart. Han blev erklæret konkurs i 1982.

Men Peter Frederiksen var med Bøje Nielsen i medgang og modgang, fortæller han til Jørn Stjerneklar. Deres venskab begyndte med en frokost på Peter Frederiksens idylliske gård i Gl. Holte i 1970erne.

»Vi fik en glimrende frokost med krebs, som jeg selv havde fanget ude i søen. Og Bøje sagde til mig: ’Jeg kan sgu godt lide dig, du er sådan en fanden­ivoldsk fyr, og jeg er det samme, så kom ind og besøg mig på mit hovedkontor’. Og det gjorde jeg så.«

Besøget på byggematadorens kontor var givtigt. Peter Frederiksen skyldte et stort beløb for købet af Rygård i Gl. Holte, og sælger, den nu afdøde professor Palle Suenson, ville have pengene eller gården tilbage.

»Bøje sagde: ’Det skal du sgu ikke spekulere på’. Og hans sekretær, for øvrigt en flot dame, hun kom ind, og så sagde han: ’Kan du lige ordne en check på 300.000 til Peter’.

Fester og fugtige gæster

Peter Frederiksen er aldrig blevet skilt fra sin danske kone, som han har tre voksne børn med. Han har også stadig sit tækkefirma i Danmark, i dag med adresse i Tisvildeleje, selvom han har været på flugt fra dansk politi i ni år for at være i besiddelse af ulovlige våben i Danmark.

Hustruen var, ifølge Peter Frederiksen, indimellem med til fester hos Bøje Nielsen. Men det var ikke altid. Hun var for eksempel ikke med, da Bøje Nielsen inviterede Peter Frederiksen på d’Angleterre.

»Vi gik ind i restauranten og han sagde: ’Nå, vi må lige have en god flaske vin’. Han bestilte en af de dyreste flasker rødvin, det var noget med 18.000 kroner, årgang 1928. Nå, vi drak den flaske, og vi fik lidt at spise, og så siger han: ’Jeg tror, vi også skal have nogle kvinder’. Så måtte jeg jo ringe til min hustru og sige: ’Jeg kommer sgu ikke hjem i dag. Jeg er forhindret’.

»Så fik han (Bøje, red.) fat på to damer, han kendte. Og de var ualmindelig flotte. Så der boede jeg på d’Angleterre i en fin luksussuite med champagne. Jeg må tilstå, at jeg ikke har været den helt rigtige pæne mand overfor min hustru. Jeg havde jo sådan set ret mange bekendtskaber rundt omkring,« fortæller danskeren til Jørn Stjerneklar.

Maskinpistol kom på forsiden

Når han ikke tækkede tage eller festede, samlede Peter Frederiksen på våben. En interesse, han angiveligt fik allerede som lille, da han så sin bedstefars pistol i en skuffe og besluttede sig for at prøve den. Hans våbeninteresse fik Bøje Nielsen gavn af.

»Bøje var jo bange for sit liv. Så en dag kommer han op til mig i sin helikopter og siger: ’Jeg har brug for en maskinpistol’. Så sagde jeg: Ja, jeg har jo nogle forbindelser

Peter Frederiksen fik ifølge ham selv skaffet Bøje en maskinpistol, som siden trak overskrifter i danske medier. Men inden da får den alkoholiserede byggematador Bøje Nielsen også brugt maskinpistolen på Gavnø Gods. Det skete en dag, da Frederiksen og Bøje Nielsen havde siddet og drukket sig fulde på byggematadorens gård i Næstved.

»’Vi skal over til min ven oppe ved Gavnø Slot’, sagde Bøje. Vi kører derover i hans Rolls-Royce, og så havde han den Schmeisser-maskinpistol med. Den lå på bagsædet. Ladt. Det vidste jeg altså ikke. Vi kører ind over voldgraven, og så tager Bøje maskinpistolen ud og fyrer hele magasinet af.

Så kommer vi ind på parkeringspladsen, og ham den unge baron Reedtz-Thott kommer jo ud, for han har jo hørt det skyderi. Men han kendte jo Bøje for at være fuldstændig skør. Og de var gode venner. De må have haft noget økonomisk sammen også,« siger danskeren, der nu sidder i fængsel.

Ifølge Peter Frederiksen byder baronen (det er ham, som oprettede radiostationen The Voice, red.) på en god flaske vin, mens Bøje Nielsen går rundt med sin maskinpistol inde på slottet.

»Bøje snakkede om, at folk var efter ham, og hvis det var, så ville han skyde dem alle sammen,« siger Peter Frederiksen til Jørn Stjerneklar.

På det her tidspunkt i historien er Bøje Nielsen på vej ned.

»Så ser jeg i avisen: ’Bøje Nielsen arresteret med maskinpistol’. Så de spørger ham jo, hvor han havde den maskinpistol fra. Han sagde, at det var fra en officer i hjemmeværnet,« beretter Peter Frederiksen.

Smidt ud af hjemmeværnet

Peter Frederiksen har fortalt Jørn Stjerneklar, at han var medlem af hjemmeværnet i 25 år. Det er han ikke længere.

»Med min seneste dom (i Danmark, red.) blev jeg altså smidt ud,« siger han til fotografen.

Jørn Stjerneklar fortæller, at Peter Frederiksen i 1990erne begyndte at interessere sig for sadomasochisme i Danmark. Og at han også var meget optaget af piercing-miljøet i Danmark.

Netop piercing har Peter Frederiksen i et interview til Ekstra Bladet forleden brugt som forklaring på, at han havde lokalbedøvelse og kirurgisk udstyr liggende i sit hjem i Bloemfontein.

Peter Frederiksens danske hustru ønsker ikke at udtale sig om sagen.