Lene Kaaberbøl er stædig. Meget stædig. Stædigheden har givet hende succes som forfatter, som petanque-mester og som løber. Men stædigheden har også kostet venskaber.
Selv kalder hun sig ’en enspænder’. Trangen til at være alene har hjulpet hende gennem mobning, men den kan også være slidsom, og hun kan være bange for at blive ensom.
Opret abonnement på PLUS og læs hele Lene Kaaberbøl historie om hendes liv som forfatter, og hvordan hendes stædighed har bragt hende succes. Du får desuden adgang til reportager, store interviews, guider om økonomi, sundhed, træning og meget andet. 1. månd er gratis.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Med stædighed kommer man langt. Meget langt. Det ved forfatter Lene Kaaberbøl alt om. Stædigheden har givet hende succes som forfatter, som petanque-mester og som løber. Men den har også kostet venskaber.
Selv kalder hun sig ’en enspænder’. Trangen til at være alene har hjulpet hende gennem mobning, men den kan også være slidsom, og hun kan være bange for at blive ensom.
»Jeg har brug for min ensomhed. Jeg har brug for at lade op og fordøje og tænke efter. Få styr på mine følelser, før jeg går ud i verden. Sådan har jeg altid haft det,« siger hun.
Lene Kaaberbøl var blot 15 år, da hendes første bog om hestepigen Tina udkom.
Siden da har hun skrevet mere end 40 bøger, mange er udkommet i flere oplag og mange lande.
På torsdag er der biografpremiere på ’Skammerens datter’, filmatiseringen af Lene Kaaberbøls bog af samme navn. Filmen handler om den 10-årige Dina, der har arvet sin mors evner. Når hun kigger folk i øjnene, kan hun se deres løgne, deres dårlige samvittighed og deres skyld, og få dem til at skamme sig. En evne, der gør det svært for Dina at få venner, men som viser sig nyttig, da både hendes eget, moderens og nye venners liv er på spil. Mere skal vi ikke afsløre her.
Lene Kaaberbøl taler med hænderne. Ikke stort og flagrende, men i små tænksomme bløde buer.
Ind imellem bliver de gemt væk bag arme, der krydses over brystet.
Blikket er mildt. På samme tid skarpt og imødekommende. Når hun taler om fortiden, forsvinder det mod den anden ende af lokalet, som kører der uden for vinduerne en film, med barndommens oplevelser.
Se Lene Kaaberbøl fortælle om første gang, hun så filmen
’Den første bog om Tina og hestene’ handlede om det, som Lene vidste allermest om: Heste og hestepiger. Hun var selv en af sidstnævnte.
Manuskriptet sendte hun til flere forlag. Tredje gang var der gevinst. Så stor, at det blev til i alt fire bøger om hestepigen.
»Jeg endte faktisk med at tjene lige præcis nok til at kunne købe min egen hest,« fortæller Lene Kaaberbøl, stadig tydelig stolt over sit teenage-jegs bedrift for nu 40 år siden.
Historien kan let give indtryk af en teenager fuld af selvtillid. Helt sådan var virkeligheden ikke. I størstedelen af sin skoletid var hun alene i frikvartererne, og mobning var et fast indslag i hverdagen.
Lene Kaaberbøl var til heste, bøger og var en enspænder, der sad på værelset og skrev historier. Ingen af delene gjorde en pige populær i skolegården i Malling.
Det hjalp heller ikke, at hun i timerne var ivrig efter at svare på lærerens spørgsmål. Egentlig kedede hun sig nok lidt, forstod ikke, hvorfor de andre ikke svarede, når læreren stillede, hvad hun syntes var, alt for lette spørgsmål.
»Jeg sad konstant sådan her,« siger hun, rækker højre pegefinger i vejret, og strækker sig, for at få den højt nok op.
Lene Kaaberbøl kan godt forstå, at de andre børn fandt hende irriterende. Men at det resulterede i mobning, synes hun ikke er fair. At mobberne trods alt ikke fik knækket hende helt tilskriver hun sin trang til at være alene.
»Jeg lærte ikke at være afhængig af, at andre mennesker skal synes om mig,« siger hun og fortsætter:
»Er man afhængig af andre menneskers accept og anerkendelse, tror jeg, at man kommer til at træffe de forkerte valg og ikke altid får gjort det, man gerne vil.«
Allerede dengang gjorde hun det, hun allerhelst ville, selv om det hverken var cool eller hjalp hende i frikvartererne. Hun skrev.
Ud over at være enspænder, kalder Lene Kaaberbøl sig selv for stædig. Et karaktertræk, der har tjent hende godt – det har ført hende til både succes og gode oplevelser.
»Jeg er helt infamt stædig og bliver ved, indtil det bliver sådan, som jeg vil have det,« siger hun.
Det var f.eks. stædigheden, der fik hende til at sende den første Tina-bog afsted. Og det var stædigheden, der gjorde hende så god til petanque, at hun i 2000 vandt sølv til Danmark ved verdensmesterskabet i Frankrig.
»Det var bare meningen, at det skulle være lidt hygge en gang om ugen, men det kan jeg jo ikke finde ud af, så jeg begyndte at træne indædt og benhårdt,« siger hun.
»Jeg er perfektionist. Jeg helmer ikke, før det er så godt, som det kan blive. Jeg synes, at man skal gøre sig umage. Det skylder man både dem, der skal læse det, hvis det er en bog, man arbejder på. Men man skylder også sig selv at gøre sig umage, gør man ikke det, bliver det ligegyldigt. Hvis man kun bliver ved til det går nogenlunde, er der en del af rejsen, man ikke få med,« siger Lene Kaaberbøl og sammenligner det med at løbe en maraton, og give op efter 39 kilometer.
»Det er simpelthen for dumt. Så må man altså lige tage sig sammen og få de sidste kilometer med, så man kan sige: ’Jeg gjorde det, og jeg gjorde det rigtigt’.«
Umiddelbart ligner hun ikke et menneske, der forstår sig på maratonløb, for hun har både til gården og gaden. Men hun har altid været glad for at bruge sin krop.
Og så er der det der med stædigheden. Med den fik hun i 2003 for første gang gennemført BT halvmaraton i en tid på to og en halv time, som hun selv er meget tilfreds med.
I Lene Kaaberbøls børne- og ungdomsbøger er hovedpersonen ofte særlig udvalgt og skal træffe svære beslutninger. Selv har hun altid vidst, at hun skulle være forfatter. Alligevel blev hun i første omgang gymnasielærer.
Men pludselig blev det svært at finde ordene. Svært at skrive. Og tvivlen tog over.
»Skal jeg overhovedet være forfatter,« spurgte hun sig selv. En svær beslutning skulle tages.
Det var i 1997. Lene Kaaberbøl underviste på fuld tid. Det med at skrive bøger var noget, hun gjorde i ferier og fritid.
I seks år sad hun fast i en bog. Hun skrev og skrev, men følte ikke, hun kom ud af stedet. Intet fungerede. Forløsningen kom i form af en kronik fra Astrid Lindgren i anledning af børnebogsforfatterens 90 års fødselsdag.
»Hun sagde noget, som egentlig er banalt og simpelt, men det ramte mig meget dybt. Hvis man skriver for børn, skal man sådan set bare tage nogle almindelige ord og bruge dem til at skrive nogle helt ualmindelige historier med,« fortæller Lene Kaaberbøl, og fortsætter:
»Så enkelt er det jo. Det forløste noget i mig.«
Det blev startskuddet på en kædereaktion. Hun gik ned på halv tid som gymnasielærer, og fik skrevet den serie af ungdomsbøger, der er kendt som ‘Skammer-serien’.
Skriveprocessen var fuld af glæde. Med et var det så nemt.
»Pludselig kunne jeg det hele. Men det krævede, at jeg holdt op med at banke mit hoved mod samme mur og prøvede at finde en anden, der var lidt blødere. Og det krævede, at jeg sagde til mig selv: ’Hold nu op, du er forfatter. Det er det du vil. Det er det du skal med dit liv’,« fortæller hun.
Det betød et endeligt farvel til lærerjobbet.
»Jeg havde nogle år, hvor jeg ikke havde så mange penge, men til gengæld gjorde jeg det, der var meningen med mig.«
Det gør hun stadig, og det med pengene har løst sig, efterhånden som succesen er kommet til.
Men faglig succes er ikke alt i livet. Venner og familie betyder også meget for den succesfulde forfatter.
Blikket bliver mildere. Et smil krummer mundvigen, og liver øjnene op, når hun fortæller om sin familie. Sin fornuftige far, der købte et nybygget parcelhus i Malling i 1964, selv om familiens økonomi var stram. Sin storesøster, der har gjort Lene Kaaberbøl til moster og ladet hende snuse til det kernefamilieliv, hun ikke selv har fået.
»Fordi jeg ikke selv har dannet min egen lille kernefamilie, har min søsters familie nok været dér, jeg har fået min dosis ’normal dansk familie’.«
Et af højdepunkter i Lene Kaaberbøls liv har været, at se nevøen og niecen ’blive til kloge og nysgerrige voksne mennesker’.
Det er hos storesøsteren i Espergærde, at Lene Kaaberbøl holder jul og sammen med dem, hun skal fejre sin fødselsdag på tirsdag. Hvad betyder familie for dig?
»Det er dem, man aldrig slipper af med,« siger hun og ler højt.
»Det er der, hvor der er nogle selvfølgelige bånd. Ja det er banalt, men venner har man selv valgt. Familie får man i det store hele udleveret ved fødslen. De er en del af den, man er. Det gør ondt at miste en ven, men mister man et familiemedlem, mister man i højere grad en del af sig selv.«
Selv har Lene Kaaberbøl hverken ægtefælle eller børn. Egentlig er det ikke et bevidst valg, men sådan det er blevet. Med hendes stædighed er der dog ingen tvivl om, at børnene nok skulle være kommet, hvis det havde været vigtigt nok for hende.
I stedet har hun fire hunde, søsterens familie og gode venner.
Selv om Lene Kaaberbøl kalder sig enspænder, betyder det ikke, at hun ikke har brug for venner. Slet ikke.
En af hendes bedste veninder er forfatter Agnete Friis. Deres venskab begyndte som et skrivefællesskab. De supllerer hinanden godt og har indtil videre sammen skrevet fire kriminalromaner om actionsygeplejersken Nina Borg.
»Vi er også blevet bedste veninder. Og der er ingen tvivl om, at hvis jeg er ude at skide, kan jeg ringe til Agnete, det er dejligt at have den slags venner,« siger Lene Kaaberbøl.
I mange år har hun rejst ud i verden for at promovere sine bøger. Et turneliv med nye hoteller, nye byer og alt for meget tid – alene. Heldigvis er Agnete nu blevet en del af nogle af disse turneer.
»Nogen gange er det rigtigt træls at være på tur alene. Når man ender med at sidde på et hotelværelse, der ligner alle de andre hotelværelser og tænke: ’Gider jeg gå ud?’ Og det gider man ikke så tit, når man er alene. Men er man to, så lopper man hinanden lidt op, selv om man er træt og så giver det lidt mere mening at være der.«
Men for en stædig enspænder giver det selvfølgelig også problemer, at skulle tilbringe alle døgnets timer sammen med en anden.
I begyndelsen delte Lene Kaaberbøl og Agnete Friis hotelværelse på deres USA-ture. Nu har de fået overbevist deres amerikanske forlag om, at det ikke er en god ide.
»Vi sætter stor pris på at have hvert vores værelse. Der har været nogle gange, hvor vi har været lige op og ned ad hinanden og intenst sammen i ugevis – og vi er meget forskellige, så selvfølgelig, har det nogle gange givet skænderier. Det mest irriterende er, at hun har så lange ben, de bliver bare ved og ved. Det betyder, at hvis hun bliver sur på mig, kan hun bare gå fra mig, og jeg kan ikke følge med,« fortæller Lene Kaaberbøl og ler .
Lene Kaaberbøl har det godt i sit eget selskab. Uden tvivl nyder hun også andres. Egentlig giver det god mening, at hun i dag bor på øen Sark i Den Engelske Kanal ud for Normandiets kyst.
Hun er blot en af 600 indbyggere, på øen, der hverken har biler, asfalterede veje eller gadelygter. Til gengæld er der ensomhed. Og et fællesskab, som Lene Kaaberbøl kan tage del i efter behov.
På Sark lever hun alene med sine fire hunde i et 400 år gammelt hus med udsigt mod Normandiets kyst.
Men man kommer hinanden ved, på en måde som hun ikke fandt i hverken København eller Beder, hvor hun tidligere har boet.
»Der er et rigtigt stærkt kommen-hinanden-ved-sammenhold, så jeg var ikke bange for at blive isoleret eller ensom her. Når jeg går ned for at købe ind, møder jeg folk. Tit stopper man op og tager en lille snak om, hvad der er sket, og hvordan det går – og om vejret, vejret, vejret .«
»Om vinteren når det regner, bliver vejene utroligt mudrede, så vi er nødt til at rende rundt i røjsere og regntøj. Det gør ligesom, at det der med at gå op i den perfekte stil ikke rigtigt giver mening. Det synes jeg er ret befriende.«
I det hele taget går det ikke at tage sig selv alt for højtidelig på Sark, hvor der er både årlig fugleskræmselskonkurrence, fårevædeløb og pyjamasdag.
På Sark laver man ting sammen. Lene Kaaberbøl går f.eks. til både korsang, Scrable-spil og til hånd-klokkespil.
De er 6-8 lokale, der mødes for at ringe sammen, forklarer Lene Kaaberbøl og knytter hænderne om et par imaginære håndklokker, som hun holder op i skulderhøjde med albuerne stramt ind til kroppen. »Det handler om at være klar, når det er tid til din tone,« forklarer hun.
Der bliver grinet meget i klokkespilsgruppen, for det går altid galt, det der med at ramme ens tone.
Men ligesom hun tidligere har lært at beherske andre fritidsinteresser til topkarakter, skal Lene Kaaberbøl nok få styr på at ramme tonen med de håndholdte klokker.
