Ingen opdagede 38-årig kvindelig jogger, der tirsdag morgen blev tæsket, voldtaget og forsøgt kvalt. I otte timer kæmpede hun for livet i et buskads på Østerbro.

I otte timer lå en 38-årig kvinde afklædt og bevidstløs i et buskads, mens folk gik, løb og cyklede forbi på en sti få meter fra hende.

Under en løbetur mellem klokken 04:30 og 5:00 tirsdag morgen blev hun ifølge politiet slæbt ind i et buskads, udsat for grov vold i hovedet, fuldbyrdet voldtægt og derefter forsøgt kvalt – formentlig med en snor.

Afklædt, bevidstløs og med lav puls kæmpede hun for sit liv i et krat – ude af syne og ude af stand til at bede op hjælp fra de mennesker, der gik forbi på stien få meter derfra.

Kvinden blev meldt savnet klokken 11, da hun ikke var kommet hjem fra sin morgenløbetur.

Først klokken 15:00 blev hun fundet af et familiemedlem i et lille område med buske, der ligger få meter fra Sporsløjfen – en asfalteret sti, der løber langs jernbanen tæt ved fodboldklubben B93s udendørs træningsanlæg.

På stien er der en livlig trafik af løbere, fodgængere og cyklister, men ingen af dem bemærkede kvinden i krattet.

18-årige Jasmin Hald, der går i skole på Østerbro, var en af de mange, som intet opdagede tirsdag morgen.

»Jeg gik her tirsdag morgen klokken 08:20, men jeg bemærkede ingenting. Da jeg kom hjem, hørte jeg om sagen i nyhederne, og så gik det op for mig, at hun har ligget derinde, mens jeg gik forbi. Det er så ubehageligt at tænke på,« siger Jasmin Hald.

Frygtens sti

Sagen gør et stort indtryk på de kvinder, BT møder på stien.

»Det er uhyggeligt og jeg er dybt rystet. Man bliver særligt berørt, når det er en næsten jævnalderende kvinde, og det er så tæt på. Men det gør mig tryg, at politiet så hurtigt har været i stand til at opklare sagen,« siger 49-årige Alice Iversen.

I går arbejdede politiets hele dagen på findestedet med at sikre spor, der kan bruges i sagen. Både retsteknikere og blå dragter og specialtrænede såkaldte gruppe 1 hunde arbejdede med at finde biologiske spor.

Blandt andet leder politiet efter kvindens mobiltelefon, som hun havde med sig på løbeturen, og som ikke er dukket op. Den kan indeholde oplysninger, som kan vise sig centrale for opklaringen.

Kvinden selv ligger fortsat i kunstig koma, og politiet har derfor ikke været i stand til at afhøre hende.

Politiet efterlyser vidner, der befandt sig i området mellem halv fem og fem tirsdag morgen. Kvinden har kort, kommunefarvet hår og var iført sorte løbebukser og en blomstret løbejakke af mærket Vero Moda.

»Det er skræmmende«

»Jeg løber ofte på Østerbro, men jeg løber kun, når der er mange mennesker på gaden. Aldrig om aftenen, natten eller tidligt om morgenen. Det er uhyggeligt, det der er sket, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hende det er gået ud over en, jeg kender, for jeg kender mange der løber herude.«

Alice Iwersen, 49 år, Sygeplejerske, Nørrebro.

»Jeg går i skole lige herovre og går her hver dag. Det er skræmmende, at sådan noget sker så tæt på, for så kunne det jo ligeså godt være gået ud over en selv. Men det er betrygggende, at politiet er her og har anholdt en.«

Thea Jarmark, 15 år, skoleelev, Østerbro.

»Jeg gik her i går morges kl 08:20. Da jeg kom hjem hørte jeg om sagen i nyhederne, og så gik det op for mig, at hun har ligget derinde, mens jeg gik forbi. Jeg rystede, da jeg lagde mig til at sove i nat, og jeg var rigtig bange og havde hjertebanken, da jeg gik her i morges«

Jasmin Hald, 18 år, studerende, Gilleleje.

»Det er lidt ubehageligt, for jeg går den her vej hver dag, når jeg skal i skole. Det værste er, at hun har ligget der så længe uden at kunne råbe om hjælp«

Karen Warming, 18 år, studerende, Birkerød.