En 25-årig mand har angiveligt udøvet så grov vold mod en 44-årig kvinde på et værtshus i Hundested, at kvinden efterfølgende måtte indlægges på Rigshospitalets Traumecenter til behandling for sine skader.

- Han har slået hende med en billardkø og ramt hende i hovedet, fortæller Søren Christensen, vagtchef hos Nordsjællands Politi, til eb.dk.

Kvinden blev efter indlæggelsen lagt i kunstig koma med henblik på at stabilisere hende. Hun mistede angiveligt bevidstheden ved overfaldet.

Vagtchef Søren Christensen oplyser, at politiet forventer at fremstille den 25-årige eftersøgte mand i grundlovsforhør, når han bliver pågrebet. Her vil han blive forlangt varetægtsfængslet, og sigtelsen kommer efter alt at dømme til at lyde på grov vold.

Politiet har ifølge eb.dk endnu ikke overblik over, hvilken relation den 25-årige mand har haft til sit offer.

BNB